Iværksætter-Big Brother hjalp 19-årig til egen virksomhed
Iværksætterprojektet tre-to-en.nu hjalp 19-årige Oscar Rütt til at blive iværksætter på fuld tid med hjælp fra en mentor i projektet.
For halvandet år siden startede serieiværksætteren Jonathan Løw projektet Tre-to-en.nu, hvor 18 unge med drømme om at leve af iværksætteri blev samlet under samme tag.
En af dem var 19-årige Oscar Rütt. Han var lige blevet færdig med gymnasiet, da han flyttede ind i den Københavnske afdeling af projektet med fem andre unge for at dedikere to måneder til at knække koden til at leve af sin egen virksomhed.
I dag er han blevet 21 år og driver sin egen virksomhed, Panda Print, der leverer engangs- og cateringsartikler med tryk.
»Jeg lærte en masse at kende i alle brancher, som har hjulpet med at lære fra sig. Man er en lidt sjælden art som iværksætter, så det var godt at blive samlet. Det var en mulighed for at accelerere denne her læringsproces,« siger han.
Panda Print blev stiftet lige i kølvandet på tre-to-en.nu med hjælp fra Allan Sønderskov Darré, direktør i Freetrailer.
Allan Sønderskov Darré var i kraft af mange års egne erfaringer som iværksætter tilknyttet projektet som en af ca. 50 mentorer. Det var da heller ikke meningen, at han skulle ende med at gå i samarbejde med en af deltagerne.
Men da han undervejs stiftede bekendtskab med Oscar Rütt, fandt de to alligevel fælles fodslag. Og det udmøntede sig altså i Panda Print, hvor Allan Sønderskov Darré nu er medejer.
»Det vigtigste for mig var ikke at finde en ung virksomhed og sige: 'Den vil jeg gå ind i.' Jeg så det mere som en rolle for at gå ind og være motivator. Jeg er bare glad for, at jeg kan gå ind og hjælpe med min erhvervserfaring,« siger han.
Udover Allan Sønderskov Darré fandt en virksomhed at gå ind i, er han da også stadig begejstret for den måde at tænke iværksætteri, som tre-to-en.nu lukkede op for.
»Initiativet var det superfedt, og jeg vil faktisk håbe at nogle tager det og går videre, selvom det kræver enormt mange ressourcer,« siger han.
Hvis nogen lykkedes med at få det op at køre, er der ikke tvivl om, at han gerne vil være med igen.
»Helt klart,« siger han.



