Fortsæt til indhold

Dansk kvinde bliver forgyldt som ny topchef i svensk storbank

Danske Birgitte Bonnesen er ny topchef Swedbank, hvor hun har været ansat i 30 år og nu skal stå i spidsen for over 13.000 ansatte.

Erhverv
/ritzau/

Det er en dansk kvinde, der er den nye topchef i den svenske storbank, Swedbank.

Bankens bestyrelsen vælger Birgitte Bonnesen som ny administrerende direktør og koncernchef i banken, oplyser Swedbank i en pressemeddelelse.

Birgitte Bonnesen har været ansat i Swedbank i snart 30 år og har siden februar i år været udnævnt som fungerende topchef i banken, efter den tidligere topchef Michael Wolf blev fyret.

Som ny topchef i Swedbank-koncernen kommer Birgitte Bonnesen til at stå i spidsen for 13.542 ansatte, 7,2 millioner privatkunder og 574.000 erhvervskunder fordelt i Sverige, Estland, Letland og Litauen.

Den tjans kan hun til gengæld hæve 13 millioner svenske kroner om året i løn for - plus 35 procent i pension.

Bestyrelsesformand Lars Idermark siger i pressemeddelelsen, at Birgitte Bonnesen gennem sin tid i banken og de seneste måneder som fungerende topchef har bevist, at hun er den bedst egnede kandidat til posten.

- Bestyrelsen har ledt efter en direktør med stor viden og erfaring i den finansielle sektor kombineret med stærkt lederskab.

- Birgitte har arbejdet det meste af sit professionelle liv i forskellige lederroller i banken, hun kender alle dele af organisationen og har et stærkt fokus på kunder og kolleger, siger han.

Birgitte Bonnesen fylder 60 år i år og kom til Swedbank i 1987. Siden har hun haft en række ledende poster i banken - senest har hun siddet i spidsen for den svenske del af forretningen, inden hun blev udnævnt til fungerende topchef.

Swedbank fyrede Michael Wolf i februar og meldte ham samtidig til de svenske myndigheder for økonomisk kriminalitet.

Anmeldelsen blev indgivet til det svenske finanstilsyn, Finansinspektionen, om brud på loven om insiderhandel, kursmanipulation eller videregivelse af kursfølsomme oplysninger.

Finansinspektionen har ifølge Swedbank overgivet sagen til det svenske bagmandspoliti, Ekobrottsmyndigheten.

Artiklens emner
Swedbank
Birgitte Bonnesen