Fortsæt til indhold

Tue Mantoni bliver rådgiver for kapitalfond

Tiden efter Bang & Olufsen kommer til både at byde på bestyrelsesposter, iværksætteri og en rådgiverrolle, fortæller Tue Mantoni.

Erhverv

1. juli træder Tue Mantoni ud af døren i Bang & Olufsen for sidste gang. Et farvel til rollen som topchef i teknologivirksomheden betyder et goddag til et par nye roller for erhvervsmanden.

41-årige Mantoni satser således på en lidt anden karriere, hvor han fordeler sin tid og ressourcer i tre .

Den ene del handler om at påtage sig bestyrelsesposter i både ind- og udland og den anden om at investere sine egne penge i iværksætteri. Den tredje del er en større rolle som rådgiver eller såkaldt executive advisor i kapitalfonden FSN Capital.

»Jeg skaber min egen mosaik af spændende professionelle projekter, og dermed skaber jeg også den fleksibilitet, der i virkeligheden er et privilegium at få i den alder, jeg har,« siger Tue Mantoni.

Han har for nylig været i Silicon Valley, hvor han har besøgt Singularity University, der er kendt for at kombinere arbejde med teknologi og digitalisering med et fokus på at fremtidssikre både virksomheder og samfund. Og det inspirerede den nu afgående topchef.

»Det var ekstremt interessant, og jeg blev eksponeret over for en masse forskellige start ups. Min plan er at investere mine egne penge i en 3-4 stykker og kombinere det med nogle bestyrelsesposter inden for design, innovation, livsstil og sundhedsområdet,« uddyber Tue Mantoni.

Rollen som rådgiver i FSN Capital, der blandt andet ejer Lagkagehuset, hvor Tue Mantoni i dag sidder i bestyrelsen, er en naturlig forlængelse.

»Jeg har lovet FSN, at jeg kommer til at dedikere lidt mere tid til det,« siger Tue Mantoni.

Den overordnede plan er at frigøre tid, og familien - ikke mindst de tre børn på 5, 7 og 9 år - har spillet en stor rolle i beslutningen om at forlade B&O.

»Det handler om at vide, hvornår du er til rådighed, og hvornår du arbejder. Er du topchef i en børsnoteret virksomhed, så er det forventet, at du er på hele tiden - og det er jo også det, der er spændende.«

Det er i tæt dialog med Bang og Olufsens bestyrelsesformand Ole Andersen, at beslutningen om at forlade Struer-virksomheden, er taget. Ole Andersen hentede i sin tid også Tue Mantoni til B&O, og de vil formentlig holde kontakten, forklarer Mantoni.

»Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Ole Andersen. Vi har arbejdet tæt sammen og er fine venner. Vi har haft en åben og god dialog omkring denne proces, og han har respekteret min beslutning om at ville noget andet. Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at holde kontakt fremadrettet også.«

Tue Mantoni fortsætter som topchef i Bang & Olufsen de næste to måneder frem til hans efterfølger Henrik Clausen tager over. Henrik Clausen kommer fra en topstilling i Telenor.

Artiklens emner
Bang & Olufsen
Tue Mantoni