Høreapparater: Amplifon leverede stor vækst i første kvartal
Den italienske høreapparatforhandler Amplifon er kommet flot i gang med 2016, hvor selskabet i de første tre måneder har noteret sig stor vækst på både toplinjen og driften.
Amplifon omsatte således for 254,5 mio. euro i januar, februar og marts i år mod 231,3 mio. euro i den tilsvarende periode sidste år - svarende til en vækst på omkring 10 pct.
Det blev omsat til et driftsresultat (EBITDA) på 34 mio. euro mod 30,3 mio. euro i første kvartal 2015. Det svarer til en fremgang på 12,2 pct.
På bundlinjen tjente Amplifon 8,6 mio. euro efter skat - et løft fra 3,5 mio. euro i første kvartal et år tidligere - der var et kvartal, der dog også var trukket ned af særlige poster på 2,7 mio. euro.
Amplifon er verdens største høreapparatforhandler med tilstedeværelse i samlet 22 lande. Kæden har en global markedsandel på 9 pct. og omkring 8700 salgssteder på globalt plan.
Den største leverandør til kæden er danske GN Resound, mens den næststørste er Sivantos, det tidligere Siemens Hearing Instruments.


