50.000 danskere får luksusfryns af arbejdsgiveren
Det er langt fra kun kroner-og-øre-løn, man bliver målt på længere. Tusindvis af danskere får suppleret deres løn med frønsegoder i luksusklassen.
For stadig flere er lønnen ikke det eneste, de tager med fra deres arbejdsplads. Omkring 50.000 danskere får nu personalegoder i luksusklassen.
Det skriver Fagbladet 3F.
Bare fra 2014 til 2015 er der 6.000 flere, som får ekstra gevinster fra deres job. Det er en stigning på ikke mindre end 13 pct.
De pågældende får goder, der overstiger en bagatelgrænse på 1.100 kr. Det kan for eksempel være koncertbilletter, sportsbilletter, middage på gode restauranter, weekendophold, bonusrejser og større gaver.
Det er revisionsfirmaet BDO, der har opgjort omfanget af personalegoder, som er over bagatelgrænsen. BDO har hentet tallene hos SKAT. Arbejdsgiverne skal nemlig indberette, når de forærer ansatte den slags.
BDO vurderer, at der gives flere den slags personalegoder, end de fleste tror. Revisorerne tilføjer, at tallene formentlig ikke er fuldt dækkende. Der kan være arbejdsgivere, som ikke indberetter alt, hvad de skal, til SKAT.
Director Lars Jacobsen fra BDO tør ikke sige, om det især er ledere eller andre personalegrupper, der får de særlige personalegoder.
- Det har jeg intet belæg for at give et bud på, siger han.
Nogle personalegoder skal kun beskattes, hvis de for den enkelte har en samlet værdi på mere end 5.800 kr. om året. Det er de ting, der har direkte sammenhæng med arbejdet, for eksempel fri mad og drikke, når der skal arbejdes over.
Billetter, middage og andet, der ikke har direkte sammenhæng med arbejdet, skal beskattes, når den samlede værdi i løbet af et år kommer over 1.100 kr.
Tallene viser, at danskerne samlet har fået særlige personalegoder for 114 mio. kr. I snit er der tale om cirka 2.250 kr. pr. person.
Kilde: Fagbladet 3F