A.P. Møller-Mærsk og de "fem ben"
A.P. Møller-Mærsk har afleveret regnskab tidligere i dag. Her er et overblik over kæmpeselskabet bag den berømte, syvtakkede stjerne.
Ritzau Finans
- Koncernen blev grundlagt i 1904 af Peter Mærsk Møller under navnet Dampskibsselskabet Svendborg. I 1912 stiftede hans søn, A.P. Møller, Dampskibsselskabet af 1912 med hjemsted i København. Fra 1915 til 1979 lå hovedsædet på Kongens Nytorv, siden flyttede det til Esplanaden.
- De to selskaber (Svendborg og 1912) fusionerede i 2003 og blev til A.P. Møller - Mærsk.
- Forretningsområderne har skiftet meget gennem årene, og der er blevet færre og større hoveddivisioner, mens for eksempel Maersk Air og de fleste aktier i Danske Bank, DFDS og Dansk Supermarked er solgt.
I dag står koncernen på fem "ben":
- Maersk Line, som er verdens største rederi inden for containerfragt med aktiviteter i næsten alle verdens lande.
- Maersk Oil, som beskæftiger sig med olie- og gasproduktion både på landjorden og offshore.
- APM Terminals, som står for drift af havne i alle verdensdele samt containerdepoter og lignende.
- Maersk Drilling, som ejer rigge og skibe, der borer efter olie og gas til havs på vegne af olieselskaberne.
- APM Shipping Services, som samler fire divisioner: Maersk Supply Service driver forsyningsaktivitet til olieindustrien offshore, Maersk Tankers transporterer olieprodukter og lignende, Damco er en global speditør, og Svitzer står for slæbe-, bugser- og bjærgningsaktiviteter.
Kilder: Gyldendals Store Danske, A.P. Møller-Mærsk.

