Fortsæt til indhold

Peter Mühlmann fik en halv milliard til at erobre USA: Nu går han i gang

Udvidelse i USA skubber netportalen Trustpilot mod ambitionen om at blive global markedsleder.

Erhverv

Den danske brugeranmeldelsesplatform Trustpilot har taget næste skridt i den vilde vækstrejse, der for et år siden sikrede virksomheden en kapitalindsprøjtning på en halv milliard kroner.

Trustpilot har netop udvidet sin forretning i USA med et nyt kontor i storbyen Denver. I forvejen har Trustpilot 140 ansatte i New York, men satser nu massivt på at erobre det, som topchef Peter Holten Mühlmann kalder virksomhedens vigtigste marked.

»For it-virksomheder er det ofte sådan, at dem, der vinder USA, ender med at blive global markedsleder. Det gør dig i stand til at tiltrække talent, du ellers ikke kunne tiltrække, og giver dig adgang til kapital, du ellers ikke får adgang til,« siger Peter Holten Mühlmann.

Det var det britiske investeringsselskab Vitruvian Partners og eksisterende investorer, der i maj i fjor skød 500 mio. kr. i Trustpilot. Dermed har den danske it-komet rejst i alt 806 mio. kr., siden den blev stiftet af Peter Holten Mühlmann i 2007.

Trustpilot-stifter Peter Holten Mühlmann satser især på USA, der er virksomhedens vigtigste marked.

De mange millioner skal især bruges på at erobre det amerikanske marked, der vokser eksplosivt og nu står for en fjerdedel af Trustpilots samlede forretning. I år skal omsætningen i USA øges med 50 pct., siger Peter Holten Mühlmann, der ikke vil nævne konkrete tal.

»USA har et kæmpe potentiale med flere hundrede millioner forbrugere, der træffer købsbeslutninger og handler online hver dag. Både netbutikker og fysiske butikker kan skille sig ud på kundetilfredshed – og her kommer vi i spil,« siger Peter Holten Mühlmann, der har i alt 19 mio. brugeranmeldelser på sit site.

Kernen i Trustpilots koncept er forbrugernes anmeldelser og bedømmelser af alle typer virksomheder. Det skal hjælpe andre forbrugere til at træffe en bedre beslutning, før de handler i en butik eller online.

Det koster at blive global markedsleder inden for sit felt. Vi har rejst penge med henblik på at bruge dem – og det er vi i gang med nu.
Peter Holten Mühlmann, adm. direktør i Trustpilot.

Indtil videre har Trustpilot dog ikke tjent penge på sit koncept. Det seneste regnskab for 2014 viste en stærk bruttofortjeneste, men et underskud på 92 mio. kr. Men det er helt efter planen, forsikrer Peter Holten Mühlmann.

»Det koster at blive global markedsleder inden for sit felt. Vi har rejst penge med henblik på at bruge dem – og det er vi i gang med nu,« siger Peter Holten Mühlmann, der regner med at øge medarbejderstaben i USA til knap 200 inden årets udgang.

For at erobre USA og blive verdensførende er troværdighed i Trustpilot-konceptet afgørende, mener flere eksperter. De peger på, at nogle virksomheder er blevet beskyldt for at skjule dårlige anmeldelser – og at sider som Trustpilot må ofte kæmpe med falske af slagsen.

»Hvis Trustpilot skal være en international frontløber, er det afgørende, at man formår at skabe en troværdig platform, hvor forbrugerne rent faktisk stoler på de anmeldelser, de kan læse,« sagde forbrugerekspert Mai Thomsen i fjor til Finans.

Artiklens emner
Trustpilot
Peter Holten Mühlmann