Fortsæt til indhold

Vækststrategi bider stor luns af entreprenørs overskud

Flere mio. kr. er skåret af overskuddet hos entreprenørvirksomheden Dansk Halbyggeri. Direktør forklarer det med massive investeringer i væksttiltag.

Erhverv

Et rekordår med et overskud efter skat på 4,5 mio. kr. er fortid for den østjyske entreprenørvirksomhed Dansk Halbyggeri. I stedet lander bundlinjen på knap en halv mio. kr. Det viser det nye regnskab fra virksomhedens holdingselskab.

Ifølge adm. direktør i Dansk Halbyggeri, Mogens Laustsen, skal det væsentligt lavere resultat ses i lyset af, at virksomheden har investeret i tiltag, som skal sikre virksomhedens vækst.

»Vækst koster altid på bundlinjen, så det er positivt, at vi trods massive investeringer i vores vækststrategi stadig formår at realisere et overskud,« siger han i en pressemeddelelse.

I 2015 har virksomheden, som bygger erhvervs- og industribyggeri samt haller til sportsaktiviteter, bl.a. investeret i markedsføring, en digital satsning samt i at få en styrket projektledelse.

Kigger man på de seneste fem årsregnskaber, stikker resultatet på de 4,5 mio. kr. i 2014 ud i forhold til de øvrige år, hvor resultaterne er væsentligt lavere. I sin beretning i årsregnskabet skriver ledelsen, at resultatet ikke har modsvaret forventningerne, men at det netop skal ses i lyset af tiltag i Dansk Halbyggeri, der skal sikre et styrket aktivitetsniveau.

Tiltagene har medført øgede kapacitetsomkostninger, men har ifølge ledelsesberetningen også skabt den forventede ordretilgang. Ifølge Mogens Laustsen mærker virksomheden markant fremgang i ordretilgangen, og forventningen er, at Dansk Halbyggeri sætter omsætningsrekord i 2016.

Bl.a. er erhvervs- og industribyggeri et voksende forretningsområde for Dansk Halbyggeri, som siger, at området har haft afgørende betydning for virksomhedens positive resultat.

Virksomheden oplyser ikke omsætning, men kun bruttofortjeneste. Den landede i 2015 på 17,4 mio. kr., mens den i 2011 endte på 11,7 mio. kr.

Det er ikke lykkedes at få en uddybende kommentar til regnskabet fra Mogens Laustsen.

Artiklens emner
Dansk Halbyggeri
Mogens Laustsen