Fortsæt til indhold

Dong-ledelsen får millionbonus for at blive i selskabet

Dong-bestyrelsen vil gøre det lukrativt for ledelsen at blive i selskabet.

Erhverv

Dong-bestyrelsen foreslår nu ejerkredsen anført af finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at man indfører en særlig bonus for at holde på Dong-ledelsen i forbindelse med den planlagte børsnotering.

»I forbindelse med den planlagte børsintroduktion (IPO) vil selskabet indføre en enkeltstående IPO fastholdelsesbonus til direktionen. Medlemmerne af direktionen vil kunne få tildelt en IPO fastholdelsesbonus, som vil blive udbetalt i to rater, der hver svarer til 20 pct. af den pågældende persons faste årlige vederlag,« fremgår det af en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling, der finder sted den 20. maj.

Et kig på 2015-regnskabet fra Dong Energy viser, at topchef Henrik Poulsen sidste år havde en fast løn på 9,1 mio. kr., mens finansdirektør Marianne Wiinholt modtog 4,9 mio. kr.

Med det nye IPO-fastholdelsesprogram kan de to topdirektører dermed se frem til en ekstraordinær betaling på i alt 5,6 mio. kr. fordelt med 3,6 mio. kr. til Henrik Poulsen og knap 2,0 mio. kr. til Marianne Wiinholt.

Udbetalingen kræver dog, at de to ikke forlader Dong efter børsnoteringen.

»Betaling af hver rate af fastholdelsesbonussen vil være betinget af, at personen ikke er fratrådt,« fremgår det af forslaget til den nye bonus.

Umiddelbart er der dog intet, som tyder på, at Henrik Poulsen har tænkt sig at forlade Dong efter en børsnotering.

Overfor Finans fastslog Dong-chefen i december sidste år, at han allerede har haft en karrieresnak med Dong-formand Thomas Thune Andersen om tiden efter en børsnotering.

»Jeg bliver gerne. Jeg er en believer. Jeg tror på det, vi laver. Jeg tror også på, at det tjener et større mål end bare at tjene penge,« fastslog Henrik Poulsen dengang om sine fremtidsplaner.

Millionregnen over den to mand store Dong-direktion stopper dog ikke nødvendigvis her. Dels har bestyrelsen i forvejen mulighed for at honorere en helt ekstraordinær indsats med op til 20 pct. af vedkommendes faste årlige løn, og dels skal Dong-ejere stemme om en nyt aktieprogram for direktionen på den ekstraordinære generalforsamling.

Ifølge IPO-bonusprogrammet vil Henrik Poulsen og Marianne Wiinholt modtage første rate af millionbonussen efter 14 måneder, mens anden rate udbetales efter 26 måneder.

Artiklens emner
Ørsted
Thomas Thune Andersen