Fortsæt til indhold

Tesla mister to nøglepersoner – aktiekursen dykker

De to direktører med ansvaret for Tesla Motors produktion stopper uden nærmere forklaring. Det har fået aktiekursen for Tesla til at falde med fire procent.

Erhverv

Ambitionerne er store hos Tesla, som de næste par år har planer om en voldsom vækst i antallet af biler, der skal bygges og sælges.

Men udfordringen i at få produktionen til at følge med det voldsomme vokseværk er nu blevet endnu større. For de to direktører, som stod for produktionen hos Tesla, er nu fortid. Det skriver Bloomberg.

Greg Reichow, generel produktionsdirektør og en af de højest lønnede hos Tesla, og Josh Ensign, direktør for produktionsprocessen, stopper hos Tesla. Nyheden fik Teslas aktiekurs til at falde med 4,2 pct. i løbet af dagen.

Tesla, som aflægger kvartalsregnskab natten til torsdag, er i en kritisk periode, hvor de luksuriøse biler Model S og Model X får følgeskab af ’folkevognen’ Model 3, som kommer til salg engang i 2017. Den – relativt – billige bil til 35.000 dollars blev fremvist i marts måned og er allerede blevet bestilt i 400.000 eksemplarer, hvilket kræver et helt nyt gear i Teslas produktion.

Der er ikke blevet givet en forklaring på de to direktørers afgang, men Bloomberg rapporterer, at det hænger sammen med de mange problemer, der var med produktionen af Model X, der kom til salg for nyligt. Bilen blev halvandet år forsinket og led af en række børnesygdomme. En talsmand for Tesla afviser den udlægning.

Greg Reichow, som er den vigtigste af de to, bliver hos Tesla indtil en afløser er sat i hans sted, lyder meldingen fra den ombejlede elbilproducent.

I alt har fem direktører (vice presidents) forladt Tesla siden nytår.