Danske forsikringsselskaber er blandt de bedste til at tjene penge
Lav konkurrence og lave omkostninger gør de nordiske forsikringsselskaber til de bedste til at tjene penge, viser en ny rapport.
Det går godt for de danske og øvrige nordiske forsikringsselskaber. De tjener nemlig langt flere penge på kunderne, end deres europæiske konkurrenter gør. Det konkluderer kreditvurderingsbureauet Moody’s i en ny rapport, der peger på, at bl.a. manglende konkurrence betyder, at priserne i Norden ligger så højt, at selskaberne tjener gode penge på kunder som dig og mig.
At de nordiske forsikringsselskaber er bedre til at tjene penge ses bl.a. på det forsikringstekniske nøgletal combined ratio. For de nordiske forsikringsselskaber ligger combined ratio i gennemsnit omkring de 90. Det betyder, at hver gang forsikringsselskaberne får 100 kr. i præmieindtægter, bruger de kun 90 kr. på at udbetale erstatninger til kunderne og på administration.
For europæiske selskaber er gennemsnittet noget højere nemlig 96. Altså tjener de europæiske forsikringsselskaber væsentligt mindre end de nordiske. Ifølge undersøgelsen fra Moody’s er der to grunde til det:
»De nordiske forsikringsselskaber har flere fordele. Bl.a. har alle fire nordiske landes markeder barrierer, der gør det svært at komme ind på markedet. Enhver seriøs konkurrence fra udenlandske selskaber har været begrænset i mange år både pga. de veletablerede distributionskanaler og de lave omkostningsprocenter,« skriver Moody’s i en pressemeddelelse.
I løbet af de seneste fem år har de nordiske forsikringsselskaber forrentet deres egenkapital med 18 pct. Hos de europæiske forsikringsselskaber bliver egenkapitalen derimod kun forrentet med 11 pct. i gennemsnit, viser rapporten.
Ser man på de danske forsikringsselskaber, er det også tydeligt, at combined ratio ligger væsentligt under europæisk standard. Faktisk ligger de tre store, børsnoterede danske selskaber alle under det nordiske gennemsnit. Alm. Brand kom ud af 2015 med en combined ratio på 80,8, Tryg landede på 86,8 og Topdanmark på 87,6. Altså væsentligt lavere – og dermed bedre - end de europæiske forsikringsselskaber.
Også på egenkapitalforrentningen klarer de danske forsikringsselskaber sig godt. Faktisk er de danske forsikringsselskaber langt bedre til at tjene penge, end de danske banker, som ellers ofte bliver beskyldt for at være grådige.
En gennemgang af egenkapitalforrentninger hos de største banker og forsikringsselskaber herhjemme, som Finans lavede tidligere på året, viser, at samtlige forsikringsselskaber har bedre egenkapitalforrentning end bankerne.

