Fortsæt til indhold

Takatas airbagkrise kan betyde tilbagekaldelse af over 100 millioner biler

Takatas eksploderende airbags berører næsten alle bilmærker. Og måske en femtedel af alle verdens biler.

Erhverv

Tokyo - Rygterne er fløjet frem og tilbage siden de amerikanske vejsikkerhedsmyndigheder i sidste uge mere end fordoblede tilbagekaldelsen af defekte airbags fra den japanske producent Takata. Nu er et klarere billede ved at danne sig.

Det ser mere end almindelig sort ud.

På verdensplan vil tilbagekaldelserne sandsynligvis berøre 118 millioner biler, skriver Takaki Nakanishi, en af verdens førende industrianalytikere, i en rapport for analysefirmaet Jefferies Group.

Indtil krisen var Takata nemlig blandt verdens største airbagproducenter. Derfor er næsten alle bilmærker, fra Tesla til Toyota, involveret. Indtil sidste uge var over 62,5 millioner biler allerede tilbagekaldt på verdensplan.

I yderste konsekvens kan antallet af tilbagekaldelser runde 200 millioner. Det truer med at skabe en produktionsflaskehals af dimensioner for industrien.

For der findes i dag omkring en milliard biler i verden - et tal der kun forventes at stige. Men det vil være svært for airbagproducenterne at levere deres produkt til nye biler i tide, hvis også en femtedel af de tidligere modeller pludselig skal genudstyres.

Krisen stammer fra Takatas brug af ammoniumnitrat i den kemiske mix, der får airbaggen til at folde sig ud. Udsættes denne ammoniumnitrat for fugt, kan den destabiliseres, hvilket får airbaggen til at eksplodere som en lille granat.

Det har indtil nu kostet 13 mennesker livet og såret over hundrede.

Amerikansk lokalpoliti fremviser en blodig airbag efter den eksploderede under en mindre bilulykke og tog livet af en 17årig kvindelig bilist i april. Bilisten formodes at være det 10. offer i skandalen om Takatas airbags. Foto: Emily Foxhall/Houston Chronicle via AP

I sidste uge beordrede det amerikanske vejsikkerhedsagentur derfor Takata til at tilbagekalde alle airbags, der ikke var udstyret med en særlig fugtfjerner. Inden da var næsten 29 millioner biler allerede tilbagekaldt - den nye ordre har føjet op mod 40 millioner flere til listen.

Honda er værst ramt og har måttet tilbagekalde otte millioner biler alene i USA. Nu planlægger firmaet, udtalte anonyme kilder til de japanske medier sent søndag, at tilbagekalde yderligere 20 millioner på verdensplan.

Samtidig har Takata indtil 2020, siger de amerikanske myndigheder, til at bevise, at også airbags med en fugtfjerner er sikre. Ellers falder hammeren igen.

Artiklens emner
Takata
Honda