Fortsæt til indhold

Reimann-familien køber Krispy Kreme Doughnuts

Den tyske velhaverfamilie Reimann køber Krispy Kreme Doughnuts for 8,65 mia. kr.

Erhverv

Doughnutkæden Krispy Kreme Doughnuts blev mandag solgt for ikke mindre end 8,65 mia. kr. Køberen er investeringsfirmaet JAB Holding, der ejes af et af Europas rigeste familiedynastier med efternavnet Reimann.

Købsprisen på 8,65 mia. svarer til 135 kr. pr. aktie. Det er samlet set en pris, der er 25 pct. højere end den kurs, som Krispy Kreme Doughnuts lukkede på i fredag. Og købet fik da også aktien til at stige med det samme.

Den tyske Reimann-familie ejer allerede i dag en lang række kaffebrands bl.a. danske Baresso og Keurig Green Mountain, som JAB købte i fjor. Og erfaringer fra bl.a. kaffesalg, mener Tony Thompson, der er adm. direktør i Krispy Kreme Doughnuts, er et perfekt match for doughnutkæden.

»JAB’s erfaringer og industrielle viden gør dem til den ideelle partner til at hjælpe Krispy Kreme-brandet med at vokset i hele verden,« siger Tony Thompson i en pressemeddelelse.

Også i JAB er der begejstring over købet af doughnutkæden.

»Vi er glade for, at så ikonisk et brand som Krispy Kreme nu er den del af JAB-gruppen. Det her er bare endnu et eksempel på vores bestræbelser på at investere i mærker med store vækstpotentialer,« siger Peter Harf, der er senior partner i JAB.

Analytikere spekulerer allerede på, om JAB vil kombinere nogle af virksomhedens kaffemærker med doughnutkædens butikker.

»Den største mulighed på kort sigt er at lægge nogle af de kaffemærker, som JAB allerede ejer – og som er verdensklasse – ind i Krispy Kreme-butikkerne. Jeg tror, at det vil give et rimelig godt salgsløft med det samme,« siger Will Slabaugh, der er analytiker hos investeringsbanken Stephens Inc., til Bloomberg.

Størstedelen af JAB Holding ejes i dag af de fire søskende Renate Reimann-Haas, Wolfgang Reimann, Stefan Reimann-Andersen og Matthias Reimann-Andersen.

Familiens formue blev i 2015 opgjort til knap 170 mia. kr.

Artiklens emner
Krispy Kreme Doughnuts
JAB Holding