Fortsæt til indhold

UPS går i luften med bloddroner

Mens Amazon.com stadig barsler med planer om vareleveringer med droner, går UPS en noget anden luftvej.

Erhverv
Aktiefokus

United Parcel Service (UPS) har i flere årtier været leverandør af pakker til forbrugerens dørtrin, men nu begynder den amerikanske pakketransportgigant langsomt at bevæge sig ind på markedet for leveringer med droner.

Det skriver finansmediet MarketWatch.

UPS Foundation har annonceret, at det har indgået en aftale med droneselskabet Zipline og vaccinealliancen Gavi om levering af blod med droner til transfusioner i Rwanda.

UPS' fond har givet et tilskud på 800.000 dollar for at sætte gang i leverancerne.

Alt imens Amazon.com og Dominos Pizza går med planer om at levere sko og pizzaer til dit dørtrin, så er UPS gået mere stille til værks, hvor de eksperimenterer med droner ud fra en mere humanitær tilgang. I april sidste år indgik UPS et samarbejde med Røde Kors om levering af udstyr til katastrofeområder.

Levering af blod med droner har potentiale til at redde liv især i Rwanda, hvor vejene ofte er skyllet væk, så det derfor er tæt på umuligt hurtigt at fragte medicinske forsyninger.

En drone kan bære knap 1,5 kg. over en strækning på cirka 120 kilometer for både ud- og hjemtur.

Det amerikanske selskab Zipline, der har base i Silicon Valley, vil begynde med at lave 150 leveringer af blod om dagen fra det centrale Rwanda til 21 transfusionsfaciliteter i en radius af op til 60 kilometer, hvor der vil blive leveret blod til landets 11 mio. indbyggere inden udgangen af 2016.

Koncernchef Seth Berkley fra Gavi udtaler, at droneleveringer ville have været fantastisk under et udbrud af Ebola, hvor leveringerne kom med båd fordi vejinfrastrukturen var så dårlig.

Amazon.coms chef Jeff Bezos lovede i 2013, at Amazon inden for fire til fem år ville kunne levere pakker med droner, hvilket i USA ser mere og mere umuligt ud som følge af modstand fra myndighedernes side.

Myndighederne i Rwanda er ifølge Ziplines chef mere medgørlige, idet de arbejder meget hurtigere end de amerikanske luftfartsmyndigheder.

Artiklens emner
UPS