Fortsæt til indhold

Går du i Netto om natten, er du ikke alene

Omsætningen i nattetimerne har været en positiv overraskelse for Netto-kæden.

Erhverv

Detailhandelskæden Netto tager afsked med sit døgn-Netto-koncept, hvor mindre udgaver af Netto typisk har haft længere åbningsdtid. Butikkerne bliver omdannet til såkaldte gule Netto-butikker men bevarer den udvidede åbningstid, 7-24. Det giver nemlig god mening at holde længe åbent, viser Nettos erfaring. Kæden har også haft succes med en række butikker, der har decideret døgnåbent.

Lige nu har 12 af de cirka 465-Netto-butikker under Dansk Supermarked åbent i alle døgnet timer. 8 af de 12 butikker ligger i hovedstadsområdet.

Men det er planen at udvide antallet af butikker med døgnåbent. Antallet ligger endnu ikke fast, men ifølge Mads Hvitved Grand, der er pressechef i Dansk Supermarked, bliver der i hvert fald tale om en fordobling. Butikkerne med døgnåbent vil være koncentreret i de større byer.

»Vi lagde ud med døgnåbent i tre butikker - lidt som et forsøg. Formålet var faktisk at give kunderne en bedre butiksoplevelse i dagtimerne ved at gennemføre rengøring og opfyldning af hylder om natten. Men omsætningen i nattetimerne har været en positiv overraskelse for os,« fortæller Mads Hvidved Grand.

Han ønsker ikke at sætte tal på omsætningen.

»I nattetimerne mellem 2 og 4 er der selvfølgelig meget få kunder. Men familiemønstrene i dag betyder, at der er stor interesse for at handle i de sene timer,« tilføjer Mads Hvitved Grand.

Omlægningen fra de blå døgn-Netto butikker til de gule Netto-butikker sker dels for at opfylde et ønske fra kunderne og dels for at øge omsætningen.

»Kunderne ønsker discountpriser, men de ønsker stadig det store sortiment i butikkerne, og det imødekommer vi ved at omlægge butikkerne. Samtidig forventer vi en øget omsætning på grund af det større vareudvalg,« fortæller Mads Hvitved Grand.

Moderniseringen af butikkerne kommer til at koste mere end 50 mio. kr.

»Der vil kun i nogle få butikker være behov for at flytte vægge. Men de gule Netto-butikker har et større udvalg af ferskvarer, og derfor vil ændringerne især omfatte udvidet fryse- og kølekapacitet,« fortæller pressechefen.

Netto-kæden har 39 døgn-Netto butikker, og af dem udbygges de 30 til gule Netto-butikker.

»En håndfuld omdannes til Føtex Food-butikker, og et par stykker lukkes. Det vil være butikker, der ligger tæt på andre af vores butikker,« forklarer Mads Hvitved Grand.

Føtex Food er et såkaldt convenience-koncept bl.a. baseret på "tag-med-på-farten" produkter.

Selv om Føtex-kæden lukker nogle døgn-Netto butikker, bliver der ikke tale om at afskedige medarbejdere. Tværtimod forventer man at skulle ansætte flere medarbejdere, fordi de gule - og større - Netto-butikker har flere ansatte.

»Medarbejderne fra de butikker, der lukker, vil få tilbudt arbejde i de ombyggede forretninger eller andre steder i koncernen,« fortæller Mads Hvitved Grand.

Udover Netto omfatter Dansk Supermarked kæderne Føtex, Bilka og Salling.

Artiklens emner
Salling Group