Fortsæt til indhold

Tomgang i gamle butikker stækker Tiger før børsnotering

Børskandidaten Tiger åbner nye butikker i lyntempo, men salget i de eksisterende butikker står stille. Det kan ifølge investorer kaste skygger over en potentiel børsnotering.

Erhverv

Den populære butikskæde Tiger har fået et sidestik, der kan stække formen frem mod en mulig børsintroduktion. Tigers omsætning stormer frem med en vækst på hele 45 pct. det seneste år, men fremgangen skyldes udelukkende åbningen af nye butikker. Salget i de eksisterende butikker vokser stort set ikke, og det kan ifølge eksperter få betydning for værdien ved en mulig børsintroduktion.

Aktiestrateg Otto Friedrichsen, Formuepleje, påpeger, at der kan være ræsonnement i at øge antallet af butikker, så der bl.a. kan købes billigere ind. Men for investorer er det afgørende, at der også generes en attraktiv indtjening på de eksisterende butikker, og det kræver typisk salgsvækst hvert år.

»Tiger har ekspanderet voldsomt og forsøgt at få volumen på den måde, men i forhold til en børsintroduktion og for at få en god pris, så skal du også i de eksisterende kunne generere en vækst, som er positiv, stabil og helst i fremgang,« siger Otto Friedrichsen.

Kapitalfonden EQT, der ejer omkring 70 pct. af Tiger, har tilkendegivet, at en børsnotering af detailselskabet er oplagt. Netop derfor vækker den stort set flade salgsudvikling i de eksisterende butikker også opmærksomhed i investorkredse.

Tiger åbnede 174 nye butikker i fjor, så der ved udgangen af året var 585 butikker fordelt på 27 lande. Men afsætningen i de eksisterende butikker voksede kun med 0,3 pct. i 2015.

»Når dine omkostninger stiger hvert år, skal du også vokse dit salg mindst det samme bare for at gå i break even. I et lavrentemiljø, og med en kostbase som måske langsomt tikker op, så skal du genere noget salgsvækst,« siger Otto Friedrichsen.

Ægteparret Lennart og Sus Lajboschitz grundlagde i 1995 Tiger, der sælger billige ting til hjemmet og dagligdagen. Lajboschitz-familien blev milliardærer, da de i 2012 solgte majoriteten af selskabet til EQT, og Lennart Lajboschitz ejer stadig omkring 30 pct. af kæden.

I 2011 øgede Tiger salget i eksisterende butikker 4,2 pct. Sidste år steg det blot 0,3 pct., hvilket endda var en mindre fremgang fra året før, hvor salget i de eksisterende butikker gik tilbage.

»Det er trods alt positivt, at de har formået at vende udviklingen og vokse 0,3 pct., men det er ikke prangende,« siger Dorte Wimmer, direktør hos Retail Institute Scandinavia, der analyserer detailbranchen.

De mange butiksåbninger og den høje vækst ad den vej kan følge Dorte Wimmer være forklaringen på den pauvre salgsvækst i Tigers eksisterende butikker.

»Jeg tror, de har brugt rigtig meget krudt på at investere i at komme uden for landets grænser, og så har man nogle gange en eksisterende forretning, som bare går. Men den skal man ikke glemme, selvom man ekspanderer,« siger hun.

Jeg tror, de har brugt rigtig meget krudt på at investere i at komme uden for landets grænser, og så har man nogle gange en eksisterende forretning, som bare går. Men den skal man ikke glemme.
Dorte Wimmer, direktør hos Retail Institute Scandinavia

Adm. direktør Xavier Vidal, Zebra A/S, erkender, at udviklingen i de eksisterende Tiger-butikker ikke er prangende i en tid med fortsat pres på detailhandlen i en række lande.

»Jo højere vækst i det eksisterende salg jo bedre - selvfølgelig. Men med den vækst, som vi oplever, og vores ambitioner, mener vi, at udviklingen repræsenterer et samlet stærkt resultat,« skriver den adm. direktør i en mail til Finans.

2015 gav rekordindtjening for Zebra A/S, da driftsresultatet- Ebit - blev 344 mio. kr., og overskuddet før skat nåede 243 mio.

Da kapitalfonden EQT i 2013 købte sig ind i Zebra A/S, havde Tiger 170 butikker i 16 lande. Nu er der 585 butikker i 27 lande, og konceptet med udbud af produkter, der har skandinavisk design-dna til lave priser, skal udbredes yderligere.

Tiger, som netop nu er i gang med at omdanne alle butikker til navnet Flying Tiger Copenhagen, har således store ambitioner om, at antallet af butikker skal fordobles i 2020.

Omsætningen i butikkerne på det danske hjemmemarked steg i fjor med 1 pct. Danmark er med 70 butikker det tredjestørste marked for Tiger - men der åbnes stort set ikke nye forretninger, da butikstætheden her sammen med Island er højest i koncernen målt på indbyggertal.

»Hvis du kigger på etablerede butikker, så vil det være fint bare at vokse et par procent hvert år. Men hvis du har et nyt koncept, der rulles ud, så er kravene meget større,« siger Dorte Wimmer generelt om detailbranchen. Hun fortsætter:

»Det afhænger rigtig meget af, hvor lang tid konceptet har været på markedet og hvilken branche de er i.«

EQT har aldrig lagt skjul på, at børsnotering af Tiger er en oplagt exit. Det skyldes, at hurtigtvoksende detailbutikker ofte indbringer en god pris på børsen, og netop derfor følges udviklingen i selskabet tæt.

I årsberetningen for 2015 lægger den hastigt voksende kæde ikke skjul på, at den kraftige ekspansion også kan betyde "kannibalisme", hvorved nye butikker stjæler omsætning fra eksisterende.

»Vi har høje vækstambitioner, og dette kan påvirke vores salg i de eksisterende butikker. Vi reviderer løbende vores planer for at sikre, at vi giver så mange muligheder som muligt for vores kunder at finde os,« skriver adm. direktør Xavier Vidal.

Partner Morten Hummelmose i EQT ønsker ikke at kommentere den aktuelle drift i Zebra A/S og butikkerne, men henviser til selskabets ledelse. Han fortalte dog forleden til Finans, at »en børsnotering er en oplagt mulighed«.

Det vil formentlig kunne forgylde kapitalfonden og Tigers stifter.

Artiklens emner
Tiger
EQT