Topdanmark opjusterer og køber flere aktier
Lille opjustering og mere aktietilbagekøb fra forsikringskæmpe efter solid gang i kerneforretningen.
Forsikringskæmpen Topdanmark kom ud af årets første tre måneder med et plus på 209 mio. kr. før skat mod en gennemsnitsforventning fra analytikerne om 283 mio. kr. Alligevel står koncernen klar med en opjustering.
På trods af pres fra aktiemarkederne på investeringsafkastet har kerneforretningen, skadesforsikringen, nemlig haft et relativt stærkt kvartal, oplyser Topdanmark.
»På selve forsikringsdriften kommer vi klart bedre ud. Det skyldes, at 1. kvartal i år var uden vejrligsskader samtidig med, at vi havde pæne afløbsgevinster. Det vil sige reserverede erstatningshensættelser til tidligere kvartalers skader, som ikke viste sig at være så omfattende som forudsat. På investeringsafkastet lander vi til gengæld 246 mio. kr. lavere end i samme kvartal 2015. Derfor lander bundlinjen samlet 122 mio. kr. lavere end i 1. kvartal 2015,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Topdanmarks adm. direktør Christian Sagild.
Nøgletallet for forsikring, Combined Ratio, der dækker over udgifter til skader og drift i forhold til indtjeningen, lander således på stærke 85,8 pct. mod 91,2 pct. i samme kvartal af 2015. En pæn del af resultatet skyldes dog afløbsgevinster, der kommer fra tidligere års skader.
Analytikerne havde på forhånd været delte om, hvor meget godt vejr i starten af året ville spille ind i Topdanmark-regnskabet, men var i snit landet på et noget dårligere tal på 89 pct.
Til gengæld har uroen på finansmarkederne som ventet ramt Topdanmark - men også her ser det bedre ud, end mange havde ventet. Godt nok falder investeringsafkastet fra 449 til 212 mio. kr. i forhold til 2015, men her lød analytikernes samlede bud på et minus på 6 mio. kr.
Samlet set får kvartalets bundlinje Topdanmark til at opjustere forventningerne for hele året fra mellem 800-900 mio. kr. efter skat og før det såkaldte afløbsresultat, der dækker over tidligere års skader, til nu mellem 900 og 1000 mio. kr.
Samtidig opjusterer koncernen også sit aktietilbagekøbsprogram med 100 mio. kr. til i alt 1,35 mia. kr. i løbet af 2016.
| Nøgletal for Topdanmark | ||
|---|---|---|
| Mio. kr. | Q1 2016 | Q1 2015 |
| Præmieindtægter skade | 2202 | 2258 |
| Forsikringsteknisk resultat | 313 | 198 |
| Investeringsresultat | 212 | 449 |
| Livsforsikring | 8 | 34 |
| Resultat før skat | 209 | 363 |
| Combined ratio | 85,8 | 91,2 |
| Kilde: Ritzau Finans | ||
| Analytikernes forventninger til Topdanmark | ||||
|---|---|---|---|---|
| Mio. kr. | Q1 2016(estimat) | Q1 2015 | 2016 (estimat) | 2015 |
| Præmieindtægter skade | 2203 | 2242 | 8822 | 8956 |
| Forsikringsteknisk resultat | 244 | 207 | 1050 | 1133 |
| Investeringsresultat | -6 | 155 | 132 | 143 |
| Livsforsikring | 35 | 34 | 156 | 174 |
| Resultat før skat | 283 | 395 | 1358 | 1481 |
| Combined ratio | 89 | 90,7 | 88,1 | 87,3 |
| Kilde: Ritzau Finans |






