Fortsæt til indhold

Smart cities er blevet mere end buzzwords og hotspots - nu gælder det 3 pct. af USA's BNP

Tanken om teknologiske byer vokser sig større og større, men der er også udfordringer.

Erhverv

Det er 10 år siden, begrebet "Smart Cities" først kom frem, fostret af tech-giganten IBM.

I de første år blev begrebet tolket mest i retning af enkelt-løsninger som wifi-hotspots på gaderne, automatiseret styring af gadelys og andre isolerede tiltag.

Men i dag ser det anderledes ud. Tanken om smart cities er nemlig gået over de tidligere bredder. For eksempel har Googles moderselskab Alphabet i dag sin egen afdeling for smart cities i form af Sidewalk Labs.

I dag handler smart cities mere om byer, som åbner for, at alle indbyggere kan eksperimentere og prøve nye ting. Og jeg tror, at teknologien kan åbne for det.
Steven Adler, chief data strategist hos IBM.

Her er missionerne at udrydde problemer i byerne ved hjælp af teknologi. For nylig kom det sågar frem, at Sidewalk Labs overvejer at bygge en hel bydel op fra bunden for at integrere smarte løsninger. Og løsningerne, der kan tænkes ind, er mange - nogle helt jordnære.

»De fleste i USA bruger en time eller mere om dagen på at pendle. Det er vanvittigt. Man kunne for eksempel spare noget af den tid ved at kunne spore busserne. Så behøver man ikke at stå på hjørnet og vente på den, men kan sidde derhjemme og holde øje med den,« siger Alissa Chisholm, der arbejder for Sidewalk Labs som urban research analyst.

På længere sigt arbejdes og tænkes der også på at integrere selvkørende biler til at forbedre trafikken og 3d-printede byggeelementer for at gøre boligbyggeri billigere.

Selvom udviklingen kan lyde idealistisk, er der samtidig store beløb på spil.

Teknologi i byer handler nemlig også om at bruge de enorme data- og dermed vidensmængder, som i dag bliver oparbejdet gennem vores brug af teknologi, til at planlægge alt fra trafik til nybyggeri bedre.

IBM vurderer, at der ville kunne opnås en stigning på 1-3 pct. på det amerikanske BNP, hvis det amerikanske handelsministeriums åbent tilgængelige data blev brugt bedre - 3 pct. svarer til 3.270 mia. kr.

Ifølge Steven Adler, chief data strategist for IBM, er de store mængder data dog også en af de største faldgruber ved smart sities.

»Den største trussel ved smart cities er, at de teknologiske værktøjer, vi bruger til at tage kontrol over udviklingen, vil blive brugt til at undertrykke os,« siger Steven Adler, der derfor advokerer for kontrol med brugen af data.

Alissa Chisholm ser dog andre udfordringer for smart sities i hvert fald på kort sigt. For selvom IBM altså snakker om potentiale for BNP-vækst, så mener hun endnu ikke, at balancen mellem forretning og værdi for indbyggerne er fundet endnu.

»Den virkelige udfordring, og grund til at der skal være samarbejde mellem universiteter, myndigheder, erhvervslivet og borgerne, er, så man kan finde løsninger, der kan tilgodese alle. Altså hvordan kan vi lave teknologi, der tjener folk bedst muligt, men ikke er rent tab.«

»Men jeg tror, hvis vi for eksempel kan give folk mere indflydelse og bestemmelse over deres egen dag, så vil det være en ret god salgstale,« siger hun.

Artiklens emner
Google
Alphabet