Amerikanske fødevaremedarbejdere går med ble
Lav pris på kyllingekød har skabt horrible og uappetitlige forhold i fødevareindustrien, mener Oxfam America.
Arbejdsmiljøet for arbejderne i den amerikanske kødindustri er notorisk kendt for at være ekstremt hårdt.
Det bekræftes endnu engang i en rapport fra Oxfam America, som kæmper mod social dumping og uretfærdighed.
I rapporten bliver det beskrevet, at nogle arbejdere i den amerikanske kyllingeindustri går med ble, hvilket helt enkelt skyldes, at de enten nægtes adgang til toiletbesøg eller at toiletforholdene er ekstremt dårlige.
Tilbage i 1906 skrev Upton Sinclair bogen The Jungle, som beskrev horrible forhold i den amerikanske fødevareindustri.
Oxfam Americas rapport om den amerikanske kyllingeindustri indeholder anonyme beretninger om, at arbejderne bliver nægtet toiletpauser og hvis de får pause, er det med meget lange ventetider ved toiletterne. Det har resulteret i, at nogle har tisset i bukserne og andre har lagt en strategi om ikke at drikke vand. Andre arbejdere har valgt den simple løsning, at de nu bærer ble.
I rapporten konkluderes det, at det er resultat af de lave priser på kyllingekød til de amerikanske forbrugere. Det er skabt et arbejdsmiljø af frygt, hvor lederne driller, ignorerer og truer arbejderne.
Oxfam America har talt med anonyme kilder, der arbejder på kyllingefarme fra fødevaregiganterne Tyson Food, Pilgrim’s Pride, Perdue Farms og Sanderson Farms, skriver Bloomberg News.
Børsnoterede Tyson Foods har flere gange tidligere været i mediernes søgelys for hårdhændede metoder over for dyrene samt kontraktslige forhold med landmændene.
Tyson Food og Perdue Farms har afvist beskyldningerne, imens Sanderson ikke ville kommentere rapporten, oplyser Bloombeg News. Perdue Farms beretter, at hvis beskyldningerne har noget på sig, vil det være en overtrædelse af koncernens retningslinjer.
Industriens brancheorganisation National Chicken Council and the U.S. Poultry & Egg Association fortæller, at oplysningerne i rapporten ikke tegner et retvisende billede af fødevareindustrien.
Disse tilfælde må være ekstremt sjældne, vurderer organisationen.


