Hollywood-stjerne åbner hotel i London
Den amerikanske filmstjerne og instruktør Robert De Niro har store planer om et luksushotel i Londons Covent Garden.
Efter en perlerække af Hollywood-præstationer med over 100 film i bagagen vil den Oscarvindende skuespiller Robert De Niro nu udvide repertoiret til også at omfatte hoteldirektør i Storbritannien.
Han har nemlig planer om et 83-værelsers luksushotel med bl.a. spa og restaurant i det populære Covent Garden midt i London centrum.
Og det er ikke et tilfælde, for Hollywood-stjernen ejer allerede et hotel i New Yorks Tribeca-distrikt, The Greenwich - som efter sin åbning i 2008 blev en populær hoteldestination blandt USAs superkendte.
De Niro vil nu tage det bedste med sig fra The Greenwich, når han, hvis Westminster City Council godkender projektet, efter planen åbner det nye hotel, The Wellington, i 2019.
Til den britiske avis The Guardian har Robert De Niro udtalt, at London efter hans mening er en af de mest spændende og kosmopolitiske byer i verden, og at hans nye hotel ikke vil blive en arkitektonisk torn i øjet i Covent Gardens klassiske bybillede, men »ære områdets arv«.
Det er dog ikke kun i London og New York, at den 72-årige Godfather-stjerne vil have hoteller. Han ejer nemlig allerede et tredje af slagsen på Filippinerne, som hedder Nobu Hotel Manila.

