Thomas Cook-aktien styrtdykker på terrorfrygt
Aktien i flyselskabet Thomas Cook er torsdag på kollisionskurs, efter at skuffende regnskabstal ramler sammen med, at et Egyptair-fly formodes at være styrtet ned i Middelhavet.
Rejseselskabet meddeler, at det har fået 5 pct. færre bookinger i sommerperioden, fordi det ikke har været i stand til at sælge alternative rejser til forbrugere, der ikke længere er villige til at rejse til Tyrkiet. Den faldende interesse for rejserne til landet, der er den Thomas Cooks næstvigtigste rejsedestination, kommer i kølvandet af meldinger om en række terrorangreb. Terrorfrygten slår samtidig igennem på rejser til Belgien.
Thomas Cook tabte i de første seks måneder af det forskudte regnskabsår 2015/16 288 mio. pund før skat på baggrund af en omsætning på 2,67 mia. pund.
Thomas Cook fortæller, at den faldende efterspørgsel til Tyrkiet vil ramme årets resultat, som nu ventes at lande i den nedre del af markedets forventninger. For hele 2016 venter selskabet et underliggende driftsresultat på EBIT-niveau på mellem 310 og 335 mio. pund.
Aktien falder 17,3 pct. og er dermed bundskraberen i det fælleseuropæiske Stoxx 600- indeks.



