Power må sætte farten op: Ejer vil tredoble milliardomsætning
Elektronikkæden Power sætter ambitiøst vækstmål. Forbrugerne kan feste allerede nu, siger ekspert.
Et lækket dokument fra en intern præsentation har øget presset på den danske elektronikkæde Power, der åbnede sit første varehus herhjemme i august.
Powers ejer, den norske Expert-koncern, vil øge sin omsætning i Danmark fra knap en milliard kroner i 2015 til 3,5 mia. kr. i 2020. Det fremgår af et internt dokument, som det svenske medie it24.se har offentliggjort.
Langt størstedelen af væksten skal komme fra Power, der nu vil skrue op for offensiven på det danske marked.
»Planen har hele tiden været, at vi skulle nå den omsætning, som er beskrevet. Men vi havde regnet med lidt længere tid til at nå det. Jeg er blevet bedt af ejerne om at gøre det hurtigere - og vi har fået tæt på frie hænder til at ekspandere,« siger Powers danske direktør, Jesper Boysen, til Finans.
Expert-koncernen ejer også de danske Expert-butikker, der er drevet af franchisetagere og som i en årrække har præsteret det ene store millionunderskud efter det andet.
Med den nye Power-kæde er planen at åbne mindst 25 megavarehuse landet over og derved gå i direkte kamp med norskejede Elgiganten, der sidder solidt på elektroniktronen herhjemme.
Power har i dag fire varehuse og åbner det næste til efteråret i Jylland, siger Jesper Boysen. Inden udgangen af 2017 vil han åbne mindst seks nye varehuse - men den heftige ekspansion koster rigtig mange penge.
Jesper Boysen vil ikke sige, hvornår Power skal tjene penge på det danske marked.
»Vi har lagt en plan, som ejerne accepterer, og den følger vi. Vi har lavet store investeringer og er nu klar til at bygge op. Det er mit speciale. Det vil koste penge i en årrække - og det er ejerne indstillet på,« siger Power-direktøren.
De danske elektronikforbrugere kan holde fest allerede nu, vurderer Henning Bahr, detailekspert og direktør i Retail Institute Scandinavia.
Powers massive udvidelse driver den priskrig, vi ser. Der er hård konkurrence - også fra nicheaktører som Hi-Fi Klubben og Humac og fra netbutikker som Wupti.com og Bilka.dk.Henning Bahr, direktør i Retail Institute Scandinavia.
Den hårdtslående duel mellem Power og Elgiganten betyder billige elektronikvarer.
»Powers massive udvidelse driver den priskrig, vi ser. Der er hård konkurrence - også fra nicheaktører som Hi-Fi Klubben og Humac og fra netbutikker som Wupti.com og Bilka.dk,« siger han.
Elgiganten er den største aktør på elektronikmarkedet herhjemme med en omsætning på over 5 mia. kr. og 29 varehuse landet over. Derudover har Elgiganten netop overtaget 10 af Fonas butikker.

