Fortsæt til indhold

Byggemarkedernes svar på Aldi og Fakta stormer frem

Jem & Fix nærmer sig 2 mia. kr. i omsætning, viser nyt regnskab, og yderligere vækst er på vej. Op mod 25 butikker vil åbne frem mod 2020.

Erhverv

Det kan godt svare sig at overføre discount-supermarkedskonceptet til byggevarehandlen, kan Jem & Fix konstatere. Nyt regnskab for 2015 viser, at byggemarkedskæden har solgt mere end nogensinde før, og kæden er samtidig blevet dygtigere til at tjene penge.

»Alt er lykkedes for os,« siger Svend Pedersen, adm. direktør i Jem & Fix.

Kæden er kun 2,5 mio. kr. fra at ramme en ny milepæl - en toplinje på 2 mia. kr., mens overskudsgraden ligger på 6,1 pct. Dermed ligger Jem & Fix end tand højere end flere af konkurrenterne. F.eks havde Bygma i 2015 en overskudsgrad på 4,3 pct., mens Johannes Fog landede på 2,5 pct., når man trækker avancen fra et større ejendomssalg fra.

»Vi er gode til at drive vores butikker. Vi er er skarpe på vores omkostninger, og det gør, at vi altid kan sætte den rigtige pris, og det har givet øget salg,« siger Svend Pedersen.

Jem & Fix har ifølge direktøren et overordnet mål om at ramme 6 pct. i overskudsgrad, men det kan ikke altid lade sig gøre:

»Markedet tillader ikke, at vi kan komme derop altid. Konkurrencen er ind imellem meget skærpet.«

Byggemarkedskæden har heller ingen ambitioner om at løfte overskudsgraden meget højere op. I stedet står fremtiden på investeringer i yderligere vækst. I 1988 åbnede Jem & Fix sin første butik i Danmark, og sidenhen er yderligere 109 dukket op på landkortet.

»Vi har en vækstplan frem til 2020. Vi vil åbne 20-25 nye butikker, og en tredjedel af vores butikker skal renoveres,« siger Svend Pedersen.

Folk gider ikke køre langt, siger Svend Pedersen. Derfor er strategien at flytte ud, hvor kunderne bor.

»Vi er kendt for at åbne ude i de yderste områder, hvor der er befolkningsgrundlag til det. Vi er f.eks. lige åbnet i Dronninglund i Nordjylland og Gilleleje i Nordsjælland,« fortæller han.

Foråret i 2016 har ifølge Svend Pedersen været forrygende godt, bl.a. pga. det gode vejr, og han forventer, at 2016 bliver endnu bedre end 2015:

»Vi håber på godt vejr hen over sommeren, men hvis det begynder at regne fra nu af og hele sommeren, så er der nogle varer, der ikke bliver solgt.«

Artiklens emner
Jem & Fix