Fortsæt til indhold

Storby-hybel eller stråtækt hestegård? Så langt rækker to mio. kr. på boligmarkedet

Er du mest til det pulserende liv i landets storbyer eller til kæmpemæssige gårde på landet? Med et boligbudget på to millioner kr. er begge køb en mulighed.

Erhverv
Cecilie Marie Tørper Winström, Boliga

Hedder boligbudgettet to mio., er der milevid forskel på, hvor langt pengene rækker.

Det er kun ønskelisten og ens ufravigelige boligkrav, der sætter grænsen.

Millionbeløbet giver nemlig både boligkøberen adgang til nogle af Københavns mest attraktive postnumre. Til at bo direkte ned til vandet. Til boliger på helt oppe omkring 300 kvadratmeter og til grundarealer store nok til hestehold. Det skriver Boliga.

Men desværre ikke til alle tingene på én gang.

Trækker et storby-postnummer, skal man sandsynligvis ikke regne med mere end et par værelser på de centrale beliggenheder.

Er det derimod antallet af kvadratmeter, der vægter højst blandt boligdrømmene, skal man et godt stykke ud for de store byer, hvis man ikke vil overskride sit budget.

45 kvadratmeter, Rantzausgade, København N, 1.995.000 kr.
For knap to mio. kr. kan du på Nørrebro i København købe denne toværelses lejlighed.

Den ligger centralt i et af bydelens hippe kvarterer med caféer og spillesteder lige uden for døren.

Til gengæld er der bare 45 kvadratmeter at folde sig ud på. Det skriver Boliga.

Og som i så mange andre af hovedstadens gamle lejligheder, er der ikke meget mere plads i køkken og badeværelse end den mest nødvendige.

Lejligheden på Rantzausgade ligger på 2. sal i en bygning fra 1889.

Se lejligheden her.

84 kvadratmeter, Kirkedammen, Aarhus C, 2.048.000 kr.
I Aarhus kan du med et boligbudget omkring de to mio. eksempelvis købe denne tre-værelseslejlighed på Langenæs.

Lejligheden ligger nær Aarhus Universitets Hospital - godt to kilometer fra centrum - og er en stuelejlighed i et større boligkompleks.

Med i købesummen følger her en altan og et nyt køkken fra 2015.

Se lejligheden her.

145 kvadratmeter, Risvej, Skanderborg, 1.995.000 kr.
I den lille by Ris udenfor Skanderborg ligger denne familie-villa fra 1916.

Huset er gennemgående renoveret i starten af 00erne, så det passer til børnefamilien.

Der er køkken-alrum, bålplads og bærbuske i haven og skole under en kilometer væk.

Dog er der en bid vej til områdets største byer. Villaen ligger nemlig nær Østjyske motorvej - lige midt mellem Aarhus, Silkeborg og Horsens.

Se villaen her.

215 kvadratmeter, Bülowsvej, Skælskør, 1.995.000 kr.
Er kvadratmeterne vigtige i dit næste boligkøb, kan du for to mio. få mere end 200 af dem i Skælskør.

Dette hus er opført i 1920 i murermesterstil, og her får man fuld herskabsstemning for sine penge.

Taget er i sortglaserede tegl, indendørs ligger to stuer en suite, og i lofterne er der stuk.

Dog kommer man her en bid vej væk fra storbyerne.

Slagelse og Næstved, der er de nærmeste større byer, kan nås på en halv time, mens København ligger 115 kilometer væk, oplyser Boliga.

Villaen i Skælskør har ligget til salg i knap et år.

Se villaen her.

241 kvadratmeter, Stensbjergvej, Broby, 1.995.000 kr.
I dette bindingsværkshus på Fyn er der mulighed for at indfri sine drømme om at flytte på landet.

Huset ligger cirka en halv time fra Odense på en over 3.000 kvadratmeter stor grund, som tidligere har været brugt som hestefold.

Dette er muligt at genetablere, hvis man vil have den fulde Morten Korch-idyl ud af dette bindingsværk-hus på det sydvestlige Fyn.

Villaen er bygget i 1977 og sidenhen renoveret.

Se villaen her.

298 kvadratmeter, Gåbense Strandvej, Falster, 1.995.000 kr.

I denne gamle færgegård får den nye køber et maritimt klenodie med havudsigt for sine millioner, skriver Boliga.

Gården ligger på havnen, hvorfra der tidligere har været færgeafgange mellem Sjælland og Falster.

I dag er færgetrafikken i området indstillet, og ejeren af den store gård får i stedet udsigt til broerne over Storstrømmen.

Selve gården er fredet og med en afstand på godt halvanden times biltur til København, så skal den nye køber være glad for freden og roen på landet.

Færgegårdens hovedbygning i Nørre Alslev er fredet, derfor gælder særlige skattemæssigeregler.

Se gården her.

Se flere boliger her.

Artiklens emner
Boliga