Aarsleff nedjusterer efter dyk i indtjening
Entreprenørgiganten Aarsleff nedjusterer forventninger til 2015/16-årsregnskabet.
Danmarks største entreprenørkoncern Per Aarsleff nedjusterer sine forventninger til indtjeningen og væksten for det skæve årsregnskab 2015/16. Det melder Aarsleff ud i forbindelse med sit regnskab for 1. halvår.
Nu venter koncernen et resultat før skat på 400 mio. kr., hvor forventningen tidligere var 430 mio. kr. Heller ikke aktivitetsniveauet ventes at blive som tidligere meldt ud. Tidligere var forventningen et lidt højere aktivitetsniveau, og nu forventer Aarsleff et aktivitetsniveau på niveau med sidste regnskabsår, hvor omsætningen landede på 10,3 mia. kr.
Indtjeningen dykkede en smule i 1. halvår af 2015/16, og resultatet før skat landede på 171 mio. kr. mod 190 mio. kr. i samme periode året før. Aarsleffs omsætning voksede med 2 pct. og landede på 4,9 mia. kr.
1. halvår af 2015/16 er stort set gået som forventet, lyder det i regnskabet. Men udviklingen vil ikke fortsætte i anden halvdel af året:
"Andet halvår af regnskabsåret vil blandt andet være påvirket af, at større tilbud enten er blevet udsat eller ikke er vundet i det forventede omfang, samt af de vanskelige markedsvilkår i Østeuropa og Rusland," skriver Aarsleff i regnskabet.
Entreprenørgiganten anser dog omstændighederne for at være enkeltstående eller som forhold, virksomheden kan tilpasse sig til.
Mens Østeuropa ser sort ud, er det danske og nordeuropæiske marked for bygge- og anlægssektoren derimod stabilt på et højt niveau, og ifølge Aarsleff er der gode muligheder for at "videreføre den gode udvikling, koncernen har gennemlevet i de senere år, og tålmodigt gennemføre de lagte planer."
Aarsleff er i de seneste år blevet markant bedre til at tjene penge. Det seneste årsregnskab for 2014/15 viste en overskudsgrad (EBIT) på 4,8 pct. For bare to årsregnskaber siden lå overskudsgraden på 2,9 pct.
Regnskabstal for Aarsleff-koncernen:
| I mio. kr. | 1. halvår 15/16 | 1. halvår 14/15 |
|---|---|---|
| Omsætning | 4.891 | 4.798 |
| Primært driftsresultat | 182 | 204 |
| Resultat før skat | 171 | 190 |
| Resultat efter skat | 129 | 145 |
| Overskudsgrad i pct. | 3,7 | 4,3 |
| Antal ansatte | 5.655 | 4.738 |

