Fortsæt til indhold

Aarsleff får milliardkontrakt på Femern projekt

Entreprenørselskabet skal bygge tunnel og ramper på Femern-forbindelsen, hvis den bliver bygget.

Erhverv

Aarsleff A/S har indgået en betinget milliardkontrakt om byggeri i forbindelse med den planlagte etablering af Femern forbindelsen. Entreprenørselskabet skal bygge tunnel, portaler og ramper for 0,5 mia. euro svarende til ca. 3,75 mia. kr.

Der er tale om tre ud af fire tunnelkontrakter. Alle kontrakter er betinget af, at selve anlægsarbejdet først begynder, når der foreligger en tysk byggetilladelse. Kontrakterne løber frem til udgangen af 2019 med mulighed for genforhandling på det tidspunkt.

Kontrakterne omfatter anlæg af ramper, betalingsanlæg og broer på den danske og tyske side. Desuden skal Per Aasleff være med til udførelse og placering af de tunnelelementer, som den 18 km lange sænketunnel skal bestå af.

Den samlede kontraktsum er på 3,4 mia. euro eller 25,5 mia. kr.

De tre kontrakter er indgået med Femern Link Contractors, som består af 8 entreprenørselskaber. Aarsleff A/S er det eneste danske firma i konsortiet.

Kontraktunderskrivelsen ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret.

Artiklens emner
Per Aarsleff