Fortsæt til indhold

Kriseramt modekoncern lider: Lukker butikker og taber millioner

Underskuddet vokser, og omsætningen styrtdykker i den tidligere modesucces Noa Noa, der har fået nye ejere.

Erhverv

Den danske modekoncern Noa Noa kæmper for sin overlevelse og må indkassere endnu et stort underskud.

Trods lukkede butikker, nye kreditaftaler og en række andre tiltag har de nye ejere af virksomheden ikke formået at forbedre indtjeningen.

Tværtimod kom Noa Noa ud af 2015 med et rekordstort underskud på 49 mio. kr., viser et nyt regnskab. Omsætningen er faldet med 100 mio. kr.

Ledelsen betegner resultatet som »skuffende« og siger, at det »langt fra har levet op til forventningerne.« I løbet af 2015 har Noa Noa sågar fået eftergivet gæld for næsten 50 mio. kr. for at sikre egenkapitalen, fremgår det.

Noa Noa var indtil udgangen af 2014 ejet af kapitalfonden Axcel, der efter otte års ejerskab solgte det nødlidende selskab videre til Christian Riisberg og Gustaf Öhrn, der er adm. direktør i sportskæden Stadium.

De nye ejere har sat gang i en omfattende plan, der skal vende de seneste års negative udvikling i resultatet. Indtil videre uden den store effekt.

Noa Noa afsætter sit modetøj gennem både egne butikker og andre forhandlere. Salget i egne butikker og nethandel er faldet fra 219 mio. kr. til 170 mio. kr. Dels fordi kunderne har lagt færre penge i butikkerne - dels fordi en række urentable butikker er blevet lukket.

Selskabet har dog været i stand til at fastholde sin bruttomargin på trods af »stigende rabatniveauer« i tøjsalget og stor konkurrence på markedet, lyder det i ledelsesberetningen.

Da Axcel købte Noa Noa i 2007 fra de to stiftere - brødrene Lars og Harald Holstein-Holsteinborg - omsatte Noa Noa for over 600 mio. kr. og havde et overskud på 160 mio. kr. før skat.

I dag er virksomheden i dyb krise og har tabt over 150 mio. kr. på fem år. For at standse blødningen er der blevet skåret fra og lukket butikker over hele landet. Således lukkede Noa Noa i løbet af året 38 butikker, hvoraf 27 var franchisebutikker.

Ved udgangen af året havde modekæden 108 butikker.

Ledelsen i Noa Noa forventer, at 2016 bliver endnu et konsolideringsår med et mindre fald i omsætningen.

»Der forventes dog samtidig en forbedret indtjening på baggrund af de omkostningstilpasninger, der er gennemført i årene 2012-2015,« skriver ledelsen, der vil fortsætte lukningen af urentable butikker.

Artiklens emner
Noa Noa