Fortsæt til indhold

Polske medarbejdere lammede Danmarks største slagteri

Det viser sig nu, at den seneste uges strejker på Danmarks største slagteri er udløst af en stor gruppe polske slagteriarbejdere.

Erhverv

Det er angiveligt en stor gruppe af polske slagteriarbejdere, som har udløst den strejke, der de seneste dage har lammet Danish Crowns slagteri i Horsens.

Slagteriet, der er et af verdens største, beskæftiger mere end 1.300, hvoraf omkring 400 er polske slagteriarbejdere.

Ifølge Finans' oplysninger udgør de polske medarbejdere et solidt flertal på det aftenhold, som i fredags indledte strejken. Den bredte sig siden til de øvrige afdelinger på slagteriet, hvor produktionen de seneste dage har været lukket helt ned.

Strejken blev brudt i formiddags, da dagholdet gik i arbejde efter en orientering fra tillidsfolkene, som har været i dialog med selskabets ledelse og har opnået en række indrømmelser. Det er dog værd at bemærke, at det var dagholdet, der brød en strejke, som en uge forinden blev indledt af aftenholdet på slagteriet.

Sædvanligvis er det sådan, at det vagtskifte, der indleder en strejke, også afslutter den. Det signalerer, at medarbejderne er solidariske og står sammen om strejken.

Denne solidaritet er imidlertid brudt under den aktuelle konflikt, og Finans erfarer fra flere kilder, at det er udtryk for, at dagholdets sympati og forståelse for kravene fra det polsk dominerede aftenhold er sluppet op.

Tillidsmand Klaus Olesen afviser at kommentere disse oplysninger. Han vil heller ikke kommentere, om det spiller nogen rolle, at de polske medarbejdere - ifølge Finans' oplysninger - udgør et solidt flertal på det aftenhold, der har indledt strejken.

Tillidsmanden erkender dog, at aftenholdets krav har bragt ham i en vanskelig situation:

»De har forlangt, at der skal indføres en minimumsløn og kræver samtidig fyring af to arbejdsledere. Begge dele er selv sagt urealistisk. Dels bygger hele aflønningen på danske slagterier på akkordsystemet, og dels er det altså ikke medarbejderne, der bestemmer, hvem der skal være chef. Det er umuligt at forhandle, når udgangspunktet er så urealistisk,« siger Klaus Olesen.

Heller ikke pressechef Jens Hansen, Danish Crown, vil kommentere Finans' oplysninger om, at det er den store gruppe af polske medarbejdere, der de seneste dage har lammet storslagteriet i Horsens.

Aftenholdet på slagteriet i Horsens har torsdag eftermiddag været samlet til fagligt møde for at drøfte, hvorvidt man igen vil gå i arbejde. Inden mødet lød vurderingen fra tillidsmand Klaus Olesen, at det er overvejende sandsynligt, at aftenholdet forlænger strejken, selv om kollegerne på resten af slagteriet er gået i arbejde.

Hvis aftenholdet forlænger strejken, vil konsekvensen dermed være en helt usædvanlig splittelse blandt slagteriarbejderne.

Artiklens emner
Danish Crown
Klaus Olesen