20.000 butikschefer og kassedamer slår sig løs til party i sommer-provinsen
Dansk Supermarked trækker 20.000 medarbejdere til Danmarks største firmafest. Det sker med topnavne fra den danske musikscene, sportsbaner, lange busture og kolde fadøl.
»Så tidligt har vi godt nok ikke spillet før. Håber I er klar til en fest?«
De to Dj's i duoen Lågsus var hyret til at sætte fart i festen fra morgenstunden hos Dansk Supermarked.
Grundlovsdag er nemlig rammen om dagligvarekoncernens arrangement, DS Live, der er udråbt som Danmarks største firmafest. 20.000 af de 39.000 danske medarbejdere i koncernens discountbutikker, supermarkeder og varehuse har sagt ja til at være med - og er fra den meget tidlige morgenstund søndag stævnet mod Dansk Supermarkeds hovedsæde i Aarhus-forstaden Aarslev.
Her er til lejligheden opbygget en festplads med to musikscener, barer, sportsbaner og andre faciliteter. Festen er lagt netop grundlovsdag, hvor størsteparten af koncernens danske butikker holder lukket. Og dermed kan de være med til fest - uden at det påvirker driften i kædernes butikker.
Ud over at opbygge festpladsen på en p-plads mellem koncernens store lagre og hovedsædet har der de seneste måneder især været arbejdet intenst med logistikken. 20.000 medarbejdere skulle fragtes frem og tilbage til Aarhus samme dag - og alligevel have tid til en lang fest. 300 busser, otte særlige færgeafgange hos Mols-linien samt et fly fra Bornholm var bl.a. i brug for at løse opgaven.
Busser kørte eksempelvis fra København kl. 04 søndag morgen, så der allerede ved programstart kl. 09, da Lågsus gik på scenen, var flere tusinde festdeltagere på plads. Gennem søndagen er en lang række danske musiknavne på scenen, hvor de bydes velkommen af konferencier Anders Breinholt. På programmet er eksempelvis Lukas Graham, Dizzy Mizz Lizzy, Christopher og Gnags.
Ledelsen i Dansk Supermarked vil ikke præcisere, hvad det koster at holde festen - men i branchen lyder vurderingen, at der kan være tale om op mod 15 mio. kr. Og især transporten udgør en stor del af omkostningerne.
Festen finansieres med et større tilskud fra en af ejerfondene, Købmand Herman Sallings Fond, der bl.a. også skal afsætte midler til medarbejder-tiltag.
»For os i ledelsen er ønsket at skabe en fælles oplevelse og vise, at vi er en koncern, hvor alle er afhængige af hinanden. Derfor har det været vigtigt at skrue en fest sammen, hvor der er plads til alle. Og at alle har mulighed for at være med, uanset om det er ansatte på Bornholm eller Ærø,« siger direktør Peter Poulsen, som er ansvarlig for HR i koncernen.
Dansk Supermarked lægger vægt på, at DSLive er en intern fest kun for de ansatte. Det understreges af, at medier var velkomne til at kigge inden for de første par timer - men derefter var begivenhederne frem til slutfløjtet først på aftenen en lukket fest.
Se fotos fra de første timer i festen her: