Fortsæt til indhold

Harald Nyborg-milliardær lider store tab på kildevand og møbler

Store underskud i Danish Bottling Company og Daells Bolighus tvinger ejeren til igen at give livreddende førstehjælp.

Erhverv

Den 75-årige Kurt Daell har opnået milliardærstatus på sit ejerskab af bl.a. Harald Nyborg og Jem & Fix. Men en investering i kildevandsselskabet Danish Bottling Company er fortsat et økonomisk mareridt for den stenrige erhvervsmand, viser et nyt regnskab.

Siden Kurt Daell sammen med sin søn Erling Daell blev storaktionær i Danish Bottling Company i 2007, har selskabet tabt 130 mio. kr.

Underskuddet i 2015 var på 13 mio. kr. og betød, at Kurt og Erling Daell igen måtte redde selskabet ved at konvertere intern gæld til egenkapital og stille penge til rådighed.

Billedet er det samme i Daells Bolighus. Den skrantende boligkæde, der blev grundlagt i 1910 (dengang under Daells Varehus, red.), og som også er en del af Kurt Daells forretningsimperium, kom ud af 2015 med et rekordstort underskud på 23,6 mio. kr.

Det fik - igen - ejerkredsen til at skyde ny kapital ind i selskabet, denne gang 40 mio. kr.

Samlet set har Kurt Daell og hans søn tabt over en kvart milliard kroner på deres kildevand og møbler de seneste otte år.

Både Danish Bottling Company og Daells Bolighus hører under Harald Nyborg-koncernen, som er ejet af familien Daell. Her lyder meldingen fra den adm. direktør, at ejerne fortsat bakker op om de tabsgivende forretninger.

»Vi har investeret i Daells Bolighus med en relancering af bolighuset i Glostrup og åbningen af et nyt bolighus i Slagelse. Det viser, at vi har tænkt os at blive på markedet – og at vi tror på overskud på længere sigt,« siger adm. direktør Arne Gerlyng-Hansen.

Han har også stadig tiltro til Danish Bottling Company.

»Vi er ikke ved vejs ende endnu. Der er flere ting at gøre. Kunderne er der, og vi er i gang med at kigge på en yderligere udvidelse af produktionskapaciteten,« siger Arne Gerlyng-Hansen.

Men I kan vel heller ikke for evigt bruge penge på en virksomhed, der bliver ved med at give underskud?

»Nej, det er klart. Men vi kastede heller ikke penge i det, hvis ikke vi troede på overskud på et tidspunkt,« siger Arne Gerlyng-Hansen.

Artiklens emner
Harald Nyborg
Danish Bottling Company