Burberry-topchef må vinke farvel til stor bonus
Det er ikke kun dyrt for forretningen Burberry, når de finansielle mål ikke indfris. Topchefen må kigge langt efter sin bonus.
Der er kontant afregning, når man som topchef for den britiske luksusvareproducent Burberry misser sine mål.
Det må selskabet adm. direktør, Christopher Bailey, sande, efter at han har måttet notere en nedgang i sin egen løn på hele 75 pct. Årsagen til den markante lønnedgang skyldes ganske enkelt, at selskabet ikke nåede de opsatte finansielle mål for året, skriver Financial Times.
Det er dog ikke, fordi han må sulten i seng, for trods det store fald i indkomsten kan han alligevel se tilbage på et år, hvor han kunne indkassere 1,9 mio. britiske pund, svarende til 18 mio. kr. Det blegner dog noget sammenlignet med lønnen året før, der landede på lige under 71 mio. kr.
Burberry har været igennem et hårdt år på børsen, hvor aktien er faldet 35 pct. Det skyldes ikke mindst, at selskabet har lidt under en faldende efterspørgsel fra Kina og Hong Kong, der til sammen udgør omkring 40 pct. af det samlede salg.
Burberry fremlagde i midten af maj 2016 regnskab for det skæve regnskabsår 2015/2016, og det var bestemt heller ikke noget, der imponerede. Indtjeningen faldt med 10 pct. til 421 mio. britiske pund, hvilket fik koncernen til at iværksætte en plan om at spare 100 mio. britiske pund om året.
I investormiljøet er topchefens dobbeltrolle også under beskydning, for udover at være adm. direktør, er Christopher Bailey også kreativ direktør.
»De burde lade Bailey gøre, hvad han er bedst til, nemlig design. De bliver nødt til at sørge for, at de bruger hans reelle evner. Det ser ud som om, at han er blevet overbebyrdet i begge stillinger,« siger en større, anonym investor til Financial Times.

