Rico Andersen er 24 år, direktør for 100 ansatte og vil gerne børsnoteres
Rico Andersen droppede ud af handelsskolen for at stifte sin egen virksomhed. I dag er han direktør i Ageras, der for tredje år i træk næsten har fordoblet omsætningen og antal medarbejdere.
Vækstkurven brager i vejret i den danske it-virksomhed Ageras, der med en 24-årig direktør i spidsen vokser massivt i flere europæiske lande.
For tredje år i træk har Ageras, der tilbyder private og virksomheder tre tilbud inden for revision, bogholderi og advokatydelser, næsten fordoblet både omsætning og medarbejderantal.
I år regner adm. direktør Rico Andersen med at ramme 60 mio. kr. i omsætning. Den eksplosive vækst har samtidig sat gang i drømmen om en børsnotering inden for en overskuelig fremtid.
»Vi vokser for egne penge og laver overskud på bundlinjen. Det er jeg pavestolt over,« siger den 24-årige Rico Andersen, der ejer Ageras sammen med Martin Thorborg og Martin Hegelund Møller.
Ageras omsatte for 30 mio. kr. i det forgangne år. Trods heftige investeringer og udvidelse til både Holland og Tyskland lykkedes virksomheden med igen at lave overskud – denne gang på tre mio. kr.
Antallet af medarbejdere har rundet 100 og bliver forøget med en tredjedel inden årets udgang, forventer Rico Andersen.
»Det går rigtig stærkt lige nu. Vi har været i Holland i fem måneder og omsætter allerede for en million kroner om måneden. Tyskland er endnu vildere. Og vi planlægger at gå ind i Schweiz, Østrig og Belgien til efteråret,« siger den ambitiøse iværksætter.
Fortællingen om Ageras – og ikke mindst Rico Andersen – er den om en ung knægt, der for seks år siden droppede ud af 2. g i handelsskolen i Roskilde for at stifte virksomheden Faadetgjort.dk.
Efter at have opbrugt to banklån og på randen af konkurs fik han en mail fra serieiværksætter og Jubii-stifter Martin Thorborg. Han ville bygge en hjemmeside, hvor man kunne indhente tre tilbud fra fagfolk til den bedste pris.
Agera (nu Ageras) blev født og Rico Andersen udpeget som adm. direktør.
I dag har Ageras over 60.000 kunder og regner med at fordoble det antal i år. Opskriften er meget simpelt godt købmandskab, mener Rico Andersen, der nu har øjnene rettet mod en børsnotering.
»Det er noget, vi snakker om. Men vi skal op over en kvart milliard kroner i omsætning, før det bliver interessant. Og det kunne sagtens blive i f.eks. Sverige, der har et mere aktivt børsmiljø for mellemstore virksomheder,« siger Rico Andersen.
| Nøgletal, Ageras A/S (i 1.000 kr.) | 2014 | 2015 |
|---|---|---|
| Nettoomsætning | 16.807 | 30.009 |
| Bruttoresultat | 10.390 | 18.603 |
| Resultat før skat | 1.966 | 3.020 |
| Egenkapital | 1.545 | 6.762 |

