Fortsæt til indhold

Brexit kan ramme Dongs milliardforretning som en boomerang

Et britisk nej til EU kan sende pundet på rutsjetur, og det vil ramme Dongs britiske milliardforretning hårdt. Energikæmpen har en uafdækket eksponering mod pundet på 20 mia. kr., og det skal investorer, der har budt på aktien, holde sig for øje, påpeger en analytiker.

Erhverv

Stemmer briterne nej til EU, kan det spolere den ventede børsfest, som energikæmpen skyder i gang torsdag på Københavns fondsbørs, Nasdaq København.

Ifølge Nordea vil den politiske og økonomiske usikkerhed som følge af et britisk nej til EU kappe op mod 10 pct. af pundets værdi, og det kan ramme Dongs britiske indtægter målt i danske kroner.

»Med vores betydelige tilstedeværelse og planlagte udvidelse af vores forretningsaktiviteter i Storbritannien, særligt inden for forretningsområdet Wind Power, har vi en betydelig eksponering mod pundet, og denne eksponering forventes at stige. En negativ udvikling i kursen mellem det britiske pund og danske kroner kan få væsentlig negativ indvirkning på værdien i danske kroner af vores omsætning i Storbritannien samt gøre en investering i kroner mindre attraktiv, særligt i forbindelse med nye havmølleparker, der er under opførelse, eller som skal opføres i Storbritannien,« skriver Dong i sit prospekt.

Storbritannien er et af Dongs absolut største vækstmarkeder, og landet forventes mere end at fordoble sin kapacitet inden for havvind til omtrent 11,3 GW frem mod 2020. Det er den største ekspansion i verden, og den overgår den samlede ekspansion i Tyskland og Kina, nummer to og tre på listen.

Frem mod begyndelsen af 2021 forventer Dong således, at hele 56,7 mia. kr. i pund vil strømme ind og ud af virksomheden. De stammer fra indtægter og driftsudgifter i forbindelse med de britiske vindmølleparker, investeringer og frasalg samt gæld udstedt i den britiske valuta.

Efter afdækning hænger virksomheden kun på krogen for, hvad der svarer til 19,9 mia. kr., fremgår det af prospektet. Det er virksomhedens største valutaeksponering sammenlignet med næsten et rundt nul for både dollars og norske kroner.

Den amerikanske storbank Citigroup vurderer risikoen for et Brexit til at ligge på mellem 30 pct. og 40 pct., efter at flere meningsmålinger den seneste uge har vist næsten dødt løb mellem de to fløje.

»Jeg tror ikke, at det (den store eksponering mod pundet, red.) er indregnet i prisen, men det er ekstremt svært at svare på. Det er et element, der kan mærkes, ingen tvivl om det,« siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.

Dong oplyser til Finans, at man ikke ønsker at sige mere om Brexit-truslen, end der står i prospektet inden børsnoteringen torsdag morgen.

Artiklens emner
Ørsted