Fortsæt til indhold

Milliarderne strømmer ind til driftige midtjyder

Indtjeningen er det seneste år tordnet i vejret hos de store virksomheder i Midtjylland.

Erhverv

De store midtjyske virksomheder har det seneste år for alvor vristet sig fri af krisen og har skruet voldsomt op for indtjeningen.

Regionens 50 største virksomheder har i 2015 øget nettoresultatet med hele 33 pct. til 16,2 mia. kr. Det svarer til, at bundlinjerne er forbedret med i alt 4,2 mia. kr.

Det fremgår af Finans' erhvervsanalyse for Region Midtjylland. Analysen er udarbejdet af Dansk Aktie Analyse og bygger på en gennemgang af regnskaber fra landsdelens 50 største selskaber.

Virksomhederne er rangeret på basis af udviklingen i en række nøgletal samt udviklingen i beskæftigelse og omsætning.

Det seneste års udvikling i indtjeningen hos de store midtjyske virksomheder er endnu mere imponerende, hvis man sammenligner med kriseåret 2012 - dengang tjente Midtjyllands 50 største virksomheder kun 4,1 mia. kr.

Det fremgår tydeligt af 2015-analysen, at det især er regionens store tunge industrivirksomheder, der har skruet op for indtjeningen.

Især Vestas har leveret et formidabelt regnskab, hvor indtjeningen blev forbedret med hele 2,2 mia. kr. Konkurrenten Siemens har haft en fremgang på 560 mio. kr. på bundlinjen, mens Grundfos har øget indtjeningen med 840 mio. kr.

De to landmandsejede fødevaregiganter Arla og Danish Crown vejer også godt til i analysen med nettoresultater på henholdsvis 2,2 og 1,8 mia. kr.

»Analysen viser, at en lang række af de store midtjyske virksomheder har benyttet krisen til at rationalisere og effektivisere. Virksomhederne fremstår i dag langt mere veltrimmede og formår derfor at løfte indtjeningen ganske imponerende, selv om der ikke er den helt store medvind fra konjunkturerne,« siger Peter Falk-Sørensen, direktør i Dansk Aktie Analyse. Han bemærker, at de store virksomheder i disse år også nyder godt af adgangen til ekstremt billig kapital.

»Samtidig har nogle af virksomhederne simpelthen indsat dygtigere ledelser. Under krisen er en del af det lette kavaleri på direktionsgangene faldet,« siger Peter Falk-Sørensen og henviser blandt andet til ledelsesskiftet i Vestas.

Artiklens emner
Vestas
Dansk Aktie Analyse