Fortsæt til indhold

Carlsberg kan blive hårdt ramt af fransk forbud mod salg af øl til fodbold EM

Bryggeriet har betalt svimlende 450 mio. kr. for retten til at sponsere EM i fodbold i Frankrig. I forvejen må der ikke reklameres på stadions, så et forbud mod ølsalg vil være meget ødelæggende for Carlsberg.

Erhverv

De omfattende uroligheder i blandt andet Marseille kan blive en streg i regningen for Carlsbergs store satsning på EM i fodbold i Frankrig.

Det er Frankrigs indenrigsminister, der har henstillet til de lokale myndigheder i de ni værtsbyer om at overveje et forbud mod salg af alkohol i særlige områder i værtsbyerne. Henstillingen kommer, efter at engelske og russiske fodboldfans - og lokale beboere - kom i voldsomme slagsmål omkring kampen i Marseille i weekenden.

Lige nu overvejer de ni værtsbyer, om de vil følge henstillingen fra den franske indenrigsminister. Carlsberg har satset hårdt på Euro 16 i Frankrig og står for ølsalget på stadions og i fanparkerne uden for.

»Sandheden er, at vi ikke kan få bekræftet endnu, hvorvidt Carlsbergs fan zones bliver inkluderet i et eventuelt forbud. Ministeren refererede i sin tale til en anbefaling til de lokale værtsbyer, og vi afventer værtsbyernes beslutning, men vi har ikke hørt, at fan zonerne vil indgå i et potentielt alkoholforbud, og derfor kommenterer vi ikke på dette,« siger informationschef Kasper Elbjørn fra Carlsberg.

I værtsbyen Lens har man udstedt et 24-timers alkoholforbud op til kampen torsdag mellem England og Wales. Forbuddet omfatter indtil videre ikke fanzonen, og dermed kan Carlsberg fortsat sælge øl i den zone før, under og efter kampen.

Frankrig er et af Carlsbergs største enkeltmarkeder i Europa. Udover at sælge sine egne produkter ejer Carlsberg også Frankrigs næststørste bryggeri Kronenbourg.

Det danske bryggeri har betalt 450 mio. kr. alene i et rent sponsorat af Euro 16. Dertil kommer et stort beløb til aktivering af sponsoratet. En meget stor del af denne investering skulle gerne hentes hjem ved det store salg af øl i forbindelse med kampene.

I forvejen er Carlsberg voldsom hæmmet af, at der ikke må reklameres for alkohol på stadions i Frankrig. Derfor ser man heller ikke Carlsbergs navn på banderne rundt om banen.

I stedet har man fået lov til at bruge sit slogan »Probably the best beer in the world« men uden at nævne »beer«. Derfor står der oftest blot »Probably« på banderne i tv-transmissionerne, og på de sponsorskilte der køres ind bag spillerne, når der bliver lavet interviews efter kampen.

»Jeg kan sige, at vi heldigvis ikke har haft nogle hændelser i fan zonerne. Alt er forløbet fredeligt. De voldelige sammenstød skete i bymidten, og på linje med hvad der allerede er meddelt af UEFA, som afspejler vores position, vil vi dog gerne udtrykke afsky for de voldelige sammenstød, der fandt sted lørdag, og understrege at vi er i konstant dialog med UEFA og samarbejder tæt med de franske myndigheder,« siger Kasper Elbjørn.

På stadion sælger Carlsberg en næsten alkoholfri øl med en alkoholprocent på 0,5 pct. »Carlsberg 0,5%« er normalt ikke tilgængelig i hverken Danmark eller Frankrig, men sælges i Sverige.

»Den er blevet valgt, fordi den kommer tættest på en traditionel Carlsberg-pilsner. I fan zonerne sælger vi traditionelle Carlsberg og ikke-alkoholiske Tourtel Twist, som er meget populære i Frankrig, og det bliver vi ved med indtil andet bestemmes,« lyder det fra informationschefen.

Artiklens emner
Carlsberg
Kasper Elbjørn