Fremadstormende modesite får ny millioninvestering og skruer op for væksten
Det danske shoppingsite Miinto.dk har haft et succesfuldt 2015. Nu skal en millioninvestering fra en hollandsk investor sikre virksomhedens fremtidige vækst.
Det danske modesite Miinto.dk havde medvind i 2015 og har nu fået en millioninvestering fra en hollandsk investor, der skal give virksomheden yderligere luft under vingerne.
Miinto er en onlineportal, hvor man som kunde køber sine varer direkte fra fysiske butikker. Det giver lokale butikker, der ikke selv har ressourcer til webshops, mulighed for alligevel at være til stede online.
Selvom Miintos årsresultat endte med et minus på 2,2 mio. kr., så virksomheden alligevel en fremgang i resultatet på 8,3 mio. kr. Og det har nu fået virksomhedens investor RTL, der er en hollandsk mediekoncern, til at skrue op for sin investering.
Det fortæller Miintos medstifter og adm. direktør, Konrad Kierklo.
RTL har hidtil ejet en andel af Miinto i Holland, men vil nu investere yderligere 31 mio. kr. i virksomheden. Pengene skal bruges til at investere i produktet og i de markeder, hvor Miinto allerede er til stede.
»Investeringen er en blåstempling af vores koncept og en anerkendelse af vores strategi. Miinto skal være endnu større på tech, og vi kommer til at investere i produktet samt styrke tech-kræfterne i selskabet,« siger Konrad Kierklo.
Han uddyber, at Miinto vil give butikkerne bedre værktøjer til selv at håndtere salget og i højere grad være en spiller mellem brands, butikker og forbrugere.
Det er ikke første gang, at Miinto henter en millioninvestering hjem. I 2012 investerede ventureselskabet Dawn Capital 36 mio. kr. i virksomheden.
Miinto har brugt de seneste par år på at vise, at virksomheden og konceptet er bæredygtigt - bl.a. gennem mådehold i investeringerne og uden at få ekstra kapital løbende. Med kapitalindsprøjtningen fra RTL er målet fortsat at blive økonomisk bæredygtig og sikre sund vækst i virksomheden.
Konrad Kierklo fortæller, at han er tilfreds med resultatet for 2015 og understreger, at virksomhedens røde tal på bundlinjen skyldes teknikaliteter. Derudover forbedrede Miinto tøjsalget og antal ordrer markant, ligesom også bundlinjen er forbedret i forhold til 2014.
»Vi kender nu opskriften på, hvad der virker og har fundet ind til virksomhedens kerne og DNA. Det giver os et stærkt fundament at bygge videre på i 2016, hvor vi forventer, at den organiske vækst vil fortsætte på tværs af markederne, og at vi vil høste flere frugter af de investeringer, vi har foretaget,« siger han.

