Tobakkens profit lader hånt om Vestens skodvaner
Mens stadigt flere rygere i Vesten skodder smøgerne for evigt, kan tobaksindustrien "heldigvis" hæve priserne og tjene penge på vækstlandenes "dårlige" rygevaner, så profitten er intakt.
Indtjeningen i de store globale tobakshuse blæser højt og flot på skrækindjagende billeder af rygerlunger, myndigheders skrappere regler og færre rygere i Vesten.
Profitten vil stige alligevel, fordi der kommer flere og mere velhavende rygere i de fattigere lande, og overalt ser tobaksindustrien ud til at kunne hæve priserne.
Så alt i alt ser fremtiden relativ lys ud for investorerne i selskaber som British American Tobacco, Philip Morris og Imperial Brands, mener kreditvurderingsselskabet Moody's i en ny analyse af industrien.
»Stabil vækst i driftsindtjeningen understøttet af solide prisstigninger henover markederne holder udsigterne stabile for de kommende 12-18 måneder,« lyder den helt overordnede konklusion i analysen, der dermed ikke varsler nogen ændringer i tobakskæmpernes kreditværdighed.
Rygetendenserne ser ellers ikke alt for godt ud på de store markeder i Europa og USA.
»Vi forventer fortsat fald i efterspørgslen i de udviklede markeder som et resultat af skærpet lovgivning og voksende bevidsthed om effekten af rygning på helbreddet. Vi forventer, at volumener vil falde omkring 1-2 pct. over de næste 12-18 måneder i Vesteuropa,« skriver Moody's' analytikere.
Det ser heller ikke for godt ud i lande som Rusland og Brasilien, hvor stadig flere rygere dropper den dårlige vane.
Men så er der "heldigvis" vækstlande i verden, hvor der ufortrødent fyres op under smøgerne - i Indonesien, Mellemøsten og Afrika.
»Reguleringen i de fleste vækstlande er nu den samme som i de udviklede markeder med indførslen af afskrækkende billeder og rygeforbud på offentlige steder kombineret med afgiftsforhøjelser. Men forbruget i nogle vækstmarkeder fortsætter med at stige, drevet af en voksende befolkning og tendensen til, at forbrugere flytter sig opad til dyrere, internationale mærker, i takt med at deres rådighedsbeløb stiger,« skriver Moody's.
Moody's forventer, at driftsindtjeningen vil stige med 4-5 pct. over det næste år eller halvandet. Det eneste, der lægger en dæmper på driftsindtjeningen er valutamodvind - men den, tror Moody's, vil løje af.