Fortsæt til indhold

Mærsk forventer begrænset effekt af brexit - på den korte bane

Det overraskende resultat skaber ærgrelse i Mærsk, men det kommer næppe til at få den store indflydelse på forretningen på den korte bane.

Erhverv

Et tab for EU, der potentielt vil kunne gøre handlen mere kompliceret. Nogenlunde sådan lyder det fra Mærsk, efter de britiske vælgere har talt og har gjort det klart, at de ønsker en fremtid uden for EU.

»Vi forventer en begrænset, umiddelbar effekt på forretningerne i Storbritannien som en konsekvens af afstemningen. Enhver effekt på den lange bane afhænger af faktorer som handelsmønstre, forbrugsvaner og væksten i Storbritannien, Europa og andre regioner,« udtaler Anders Würtzen, Head og Group Public Affairs i Mærsk, i en kommentar.

Han påpeger, at man i det danske konglomerat ser beslutningen om, at Storbritannien forlader EU som et tab for sidstnævnte. Årsagen er ifølge Mærsk, at det reducerer størrelsen på det indre marked, og at det over tid potentielt vil gøre handlen mere kompliceret.

»Det vil sandsynligvis være en ulempe for EU og Storbritanniens vækstmuligheder og ambitioner,« påpeger Anders Würtzen.

Mærsks største aktivitet i Storbritannien er Culzean-gasfeltet i Nordsøen ud for den skotske kyst. Det er et felt, som er under udvikling og efter planen begynder at levere gas i 2019.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk