Fortsæt til indhold

Rejsebureauer får smæk: Danske forbrugere skal have penge tilbage

To rejsebureauer skal betale penge tilbage til forbrugere, lyder afgørelse. Det kan få betydning for flere lignende sager.

Erhverv

Hundredvis af danske forbrugere kan se frem til at få penge tilbage for rejser, der blev aflyst, fordi flyselskabet gik konkurs.

I to konkrete sager har Forbrugerklagenævnet netop afgjort, at forbrugere skal have deres penge tilbage fra rejsebureauer, fordi bureauerne ikke havde oplyst tydeligt nok, at de solgte rejserne på vegne af flyselskaberne.

Sagerne vil få betydning for yderligere 255 forbrugeres sager.

»Et rejsebureau skal tydeligt gøre det klart for forbrugeren, hvis det indgår en aftale på vegne af andre,« siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Niels C. Beier, om afgørelsen.

»Det skal også oplyse, hvilke konsekvenser, det har for forbrugeren. Hvis det ikke fremgår tydeligt, vil rejsebureauet blive anset for at være forbrugerens aftalepart. Det vil betyde, at rejsebureauet skal erstatte forbrugerens tab, hvis f.eks. et flyselskab går konkurs, så flybilletterne ikke kan bruges,« siger han.

I den ene af de to konkrete sager, som der er faldet afgørelse i, er et online rejsebureau blevet pålagt at betale penge tilbage til en forbruger. Forbrugeren kunne ikke benytte de flybilletter, hun havde købt, fordi flyselskabet gik konkurs.

Rejsebureauet har hævdet, at de ikke var forbrugerens aftalepart og har derfor afvist at betale pengene tilbage. Nu har Forbrugerklagenævnet imidlertid afgjort, at rejsebureauet ikke havde gjort det tilpas tydeligt, at de indgik aftalen på vegne af et flyselskab.

Derfor skal rejsebureauet erstatte forbrugerens tab.

Det samme gælder for et andet fysisk rejsebureau. Her havde en forbruger krævet 34.000 kr. i erstatning, efter at det flyselskab, der skulle have fløjet ham på ferie, gik konkurs. Også her havde rejsebureauet ikke tydeliggjort klart nok, at de handlede på vegne af et flyselskab, lyder afgørelsen.

Forbrugerklagenævnet har afgjort sagerne, efter at Østre Landsret i november 2015 afsagde dom i en lignende sag til fordel for forbrugeren.