Fortsæt til indhold

Mærsk: Vi gav et stærkt tilbud i Qatar

Den danske oliekoncern satser på at vokse - trods tab af et stort arabisk projekt, som den har været operatør på i 24 år.

Erhverv

»Vi gav et stærkt konkurrencedygtigt tilbud rent teknisk og kommercielt.«

Sådan udtaler den adm. direktør for Maersk Oli, Jakob Thomasen, mandag aften, efter at det står klart, at den dansk storkoncern har mistet en lukrativ ordre på olieproduktion i Qatar.

Olieforretningen i A. P. Møller - Mærsk har gennem 24 år stået for produktionen i feltet Al Shaheen, der tegner sig for 40 pct. af Qatars samlede oileproduktion. Maersk Oli har også givet tilbud på at fortsætte operationen og samarbejdet med Qatar Petroleum (QP). Men denne har mandag meddelt, at der er valgt en ny operatør til at tage over fra juli 2017.

Jacob Thomasen udtaler i en pressemeddelse, at tilbuddet fra Maersk Oil var baseret på mere end 20 års teknisk viden og erfaring i arbejdet med Al Shaheen feltet, som parterne sammen har udviklet.

Jakob Thomasen udtaler også, at Maersk Oil er vokset i kraft af bl.a. store projekter rundt om i verden.

»Vi vil fortsætte med at levere i de kommende år baseret på en stærk operationel ageren og fokus på omkostningerne samt sikre, at vores store projekter udføres til tiden og inden for budgetterne,« udtaler adm. direktør Jakob Thomasen, Maersk Oil.

Mandagens nyhed om tabet af Qatar kommer efter et par uger med store nyheder fra A. P. Møller - Mærsk. Topchef Nils Smedegaard Andersen er således blevet afskediget og erstattes af Maersk Line-direktør Søren Skou.

Samtidig er det kommet frem, at Mærsk har konkrete tanker om at splitte koncernen op, så forretningerne deles i selvstændige enheder. I den forbindelse er der også fokus på fremtiden for olieforretningen.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Søren Skou