Nykredit fyrer 26 ansatte i HR-afdelingen
Fra Nykredit lyder forklaringen, at man er nødt til at effektivisere arbejdet i afdelingen, og at man fremover skal gøre en række ting anderledes. Det skriver Nykredit i en mail til Ritzau Finans.
- Det er korrekt, at vi i sidste uge sagde farvel til 26 kolleger i HR-organisationen. Heraf er tre kolleger heldigvis gledet ind i andre funktioner i Nykredit, siger Trine Ahrenkiel, HR- og Kommunikationsdirektør i Nykredit, i mailen.
Leif Vinther, der er formand for den faglige personaleorganisation i Nykredit, er bekymret for, om virksomheden reducerer i de HR-folk, der skal arbejde med de nødvendige forandringer i forbindelse med den ventede børsnotering. Leif Vinther siger, at den faglige personaleorganisation i Nykredit, Nykreds, ved gentagne lejligheder bakket op omkring Nykredits overordnede strategier, og det gør man fortsat.
- Det er dog ikke ensbetydende med, at vi i alle sammenhænge finder, at dialogen og involveringen af os medarbejdere i de mange forandringer er optimal, siger han til nyhedsbrevet.
Leif Vinther mener, at der er flere knapper at dreje på, hvis man vil optimere driften:
- Hvis vi skal arbejde endnu mere målrettet og effektivt, skal ledelsen i HR inden for de nu givne rammer prioritere de opgaver, som er de vigtigste i forhold til at understøtte Nykredits strategier, siger han.
Trine Ahrenkiel forklarer, at koncernen i disse år er igennem en forandringsproces for at blive "en mere effektiv og kundefokuseret virksomhed".
- Selvfølgelig kan det mærkes, at vi bliver færre i HR. Der vil være noget, vi kommer til at gøre mere af, mindre af - og noget, som vi slet ikke skal gøre mere. Men jeg tror, at vi nu får det HR-fokus, der er det helt rigtige for Nykredit, lyder det fra HR- og Kommunikationsdirektøren.


