Den største diamant i over 100 år floppede på auktion
Ifølge eksperter har Lesedi la Rona potentialet til at blive verdens største og fineste diamant, når den er slebet endeligt til.
Et bud på 410 mio. kr. var ikke nok til at få solgt den yderst sjældne diamant Lesedi la Rona, der onsdag var under hammeren hos auktionshuset Sotheby's i London.
Det skriver flere internationale medier.
Diamanten, der knap er på størrelse med en tennisbold, blev fundet i Botswana i november af et canadisk mineselskab og var udset til at ryge for en halv mia. kr.
Det ville have gjort den til den dyreste rådiamant i verden.
I stedet formåede diamanten på hele 1.109 karat ikke at nå den minimumspris, som ejeren, Lucara Diamond Corp., havde sat. Kort efter det fejlslagne salg faldt Lucara-aktien med 14 pct.
»Vi havde brug for at vurdere, om der var et marked, hvor mennesker, der bruger hundredvis af millioner kroner på et Picasso-maleri, også kan se værdien i en usleben diamant,« siger adm. direktør i Lucara, William Lamb, til CBC News.
Han understreger, at virksomheden ikke er skuffet over auktionens udfald, men at den nu har en bedre forståelse af, hvad investorer vil betale for en så eksklusiv diamant.
Tidligere på året solgte Lucara Diamond Corp. diamanten The Constellation for et rekordbeløb. Den gik for lige over 400 mio. kr.
Når du kigger på potentielle købere af sten, der koster tæt på 100 mio. dollars, ved du, at disse velhavende individer og investorer har en masse eksponering over for finansielle aktiver, der blev solgt fra i sidste uge.Paul Zimnisky, diamantanalytiker.
Lesedi la Rona-diamanten er den største rådiamant, der er blevet opdaget i over et århundrede. Den er blevet udstillet i både Dubai, Hong Kong og New York for at nå ud til så bredt et publikum som muligt.
Men den finansielle uro efter Storbritanniens beslutning om at stemme sig ud af EU kan have fået mange potentielle bydere til at bøje af, mener diamantanalytiker Paul Zimnisky.
De globale aktiemarkeder styrtdykkede efter Brexit-afstemningen.
»Når du kigger på potentielle købere af sten, der koster tæt på 100 mio. dollars, ved du, at disse velhavende individer og investorer har en masse eksponering over for finansielle aktiver, der blev solgt fra i sidste uge,« siger Paul Zimnisky til CBC News.
Ifølge eksperter har Lesedi la Rona - på dansk "Vores lys" - potentialet til at blive verdens største og fineste diamant, når den er slebet endeligt til.
Den største diamant nogensinde fundet er Cullinan-diamanten, der blev gravet frem i Sydafrika i 1905. Den var på 3.106 karat.
Cullinan blev skåret op til ni mindre diamanter, bl.a. den meget berømte "Afrikas Stjerne," der sidder i den britiske dronnings scepter.

