Dansk slagterigigant sætter sig på fælles tarmselskab
Skilsmissen mellem de landmandsejede slagterier Danish Crown og Tican omfatter nu også et globalt tarmselskab.
Først forliste fusionen mellem dem, så den ene af dem fik i stedet en tysk ejer. Og nu går de også fra hinanden i et fælles selskab.
De to landmandsejede slagteriselskaber, giganten Danish Crown og den nordvestjyske lillebror Tican, måtte i efteråret 2015 afblæse en planlagt fusion. I stedet blev det pressede Tican-selskab overtaget af det tyske storslagteri Tönnies, som er en af Danish Crowns store konkurrenter.
Den situation har haft en række konsekvenser. Og en af dem er nu, at Danish Crown med virkning fra 1. juli bliver eneejer af tarmvirksomheden Dat-Schaub. Det selskab omsatte i det seneste regnskabsår for 3,4 mia. kr.
Tican har ellers hidtil ejet 10 pct. af selskabet, som har været de danske slagteriers fælles selskab inden for forarbejdning af især svinetarme. Men Danish Crown stopper nu samarbejdet.
»Vores medejer i DAT-Schaub er blevet overtaget af det tyske Tönnies. I den forbindelse har det været naturligt for Danish Crown at se på muligheden for gennem fuldt ejerskab at styrke og udvikle vores globale position inden for naturtarme og ingredienser,« udtaler Preben Sunke, som er finansdirektør i Danish Crown-koncernen, i en meddelelse om effektueringen.
Dat-Schaub regnes ifølge Danish Crown som en af verdens største producenter inden for svine- og lammetarme. Desuden har selskabet udviklet aktiviteterne inden for ingredienser til fødevareindustrien og har i dag produktion i Danmark, Norge og Frankrig.
»Vi vil fortsætte udviklingen af Dat-Schaub,« udtaler Preben Sunke.
Det datterselskab har også en produktion hos Tican i Thisted, hvor det nu tyskejede slagteriselskab som del af aftalen om at skilles, derfor overtager de 28 berørte medarbejdere og produktionsudstyret der.