Fortsæt til indhold

Danske landmænd taber 1 mia. kr. på brexit

Briternes nej til fortsat EU-medlemskab og styrtdykket i kursen på pund rammer øjeblikkelig indtægterne fra eksporten af danske fødevarer.

Erhverv

1 mia. kr. i tabte, årlige eksportindtægter, hvis den nuværende valutakurs fastholdes.

Sådan lyder regnestykket fra erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer baseret alene på den seneste uges dyk i kursen på britiske pund ovenpå resultatet af folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemsskab.

Landbrug & Fødevarer (L&F) har torsdag udarbejdet en analyse om konsekvenserne af brexit. Den er præsenteret over for regeringens hasteudpegede taskforce, som skal håndtere de danske konsekvenser af netop brexit.

»Den øjeblikkelige konsekvens af briternes ønske om at forlade EU har været et kraftigt fald i pundet, som betyder lavere indtjening på eksporten til Storbritannien. Den danske fødevareklynge eksporterede sidste år for 12,9 mia.kr. til Storbritannien og stod dermed for en tredjedel af Danmarks vareeksport til UK. Det umiddelbare fald på ca. 8 pct. i det britiske pund reducerer den danske fødevareklynges eksportindtjening med ca. én mila. kroner,« står der i analysen.

Cheføkonom Frank Øland i erhvervsorganisationen erkender samtidig, at en del af det tabte måske kan hentes hjem igen.

L&F skriver i analysen, at på nogle varer kan prisen afregnet i pund hæves på det britiske marked, »uden at efterspørgselseffekten bliver for kraftig og nogle varer vil kunne afsættes på andre markeder, så den faktiske effekt bliver noget mindre«.

Men cheføkonomen er alligevel bange for, at der kan blive taget for let på situationen i dansk erhvervsliv, efter at der eksempelvis har været nye aktiestigninger de seneste dage. Han forudser nemlig, at pundet faktisk kan falde yderligere - og tabet dermed øges.

»Jeg kan godt være noget bekymret over, at der ikke er fokus nok på, at et britisk farvel til EU skaber helt store udfordringer for eksporten af bl.a. fødevarer, og at situationen er ret uoverskuelig. Aktuelt rammer pundkursen allerede hårdt, og faktisk kan det ende med, at den britiske valuta skal endnu længere ned, så konsekvensen bliver et meget større fald i eksportindtægterne,« siger Frank Øland, Landbrug & Fødevarer.

Blandt de store danske eksportører til Storbritannien er slagterisektoren med Dansih Crown i spidsen. Briterne aftager således eksempelvis 86 pct. af al bacon eksporteret fra Danmark. Mejerierne og især Arla Foods har også en stor afsætning af bl.a. smør til briterne.

Artiklens emner
Danish Crown
Arla Foods