Fortsæt til indhold

Dansk erhvervsliv indtager stranden i Rio under OL

De olympiske lege i Brasilien skal bruges som et eksportfremstød for Danmark - både over for brasilianere og alverdens tv-seere.

Erhverv

Erhvervslivet i Danmark skal have fuldt udbytte af OL i Brasilien, som åbnes i august. Det skal en dansk pavillon på stranden i Rio de Janeiro sikre.

Der opføres en 300 kvadratmeter stor pavillion tegnet af Henning Larsen Architects, og den skal være rammen for et eksportfremstød inden for erhverv, kuktur, sport og turisme.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har indkaldt til et pressemøde om projektet i næste uge. Han understreger i indkaldelsen, at eksportfremstødet er rettet mod brasilianerne, men også mod de millioner af tv-seere, som følger OL.

Med bag projektet er ud over ministeriet også VisitDenmark, ligesom der gives støtte fra bl.a. Industriens Fond, Nordea-fonden, Realdania og Grundfos.

Ifølge VisitDenmark er Danmark eneste land, som under OL kan lave et fremstød på den kendte Ipanema-strand i Rio. Pavillonens navn bliver “Heart of Denmark” - og på portugisisk “Coração da Dinamarca”.

Projektet i Rio følger efter OL i London for fire år siden, da en dansk pavillion tiltrak over 200.000 besøgende fra hele verden.

Artiklens emner
VisitDenmark
Grundfos