Fortsæt til indhold

Shipping/Bimco: Skrotning af skibe er tredoblet i år

I de første fem måneder af 2016 er skrotningen af containerskibe tredoblet sammenlignet med året før, og det er positivt for det pressede marked for skibsfragt af tørlast.

Erhverv
Ritzau Finans

Det viser desuden, at rederierne yder en indsats for at genskabe balancen mellem udbud og efterspørgsel, lyder det fra brancheorganisationen Bimco, der vurderer, at det er nødvendigt med flere tiltag, hvis markedet skal løftes under de dårlige markedsforhold.

- I løbet af 2016 har de meget dårlige markedsforhold, der stammer fra overudbud, udløst en større neddrosling af aktivitet. Når man tager væksten i den globale efterspørgsel i betragtning, er øget ophugning vejen frem for at mindske kløften mellem udbud og efterspørgsel på containermarkedet, skriver analysehusets chefanalytiker, Peter Sand, i en meddelelse.

Kapaciteten er særligt faldet i segmentet for den mellemstore skibstype Panamax. Ifølge Bimco er der i alt blevet skrottet 150.863 teu Panamaxskibe i år. Til sammenligning svarer det til den mængde, der blev skrottet i perioden juni 2014 til og med december 2015.

En af årsagerne til den øgede skrotning af containerskibe af typen Panamax kan ifølge analysehuset være åbningen af den nye Panamakanal. Den nye kanal giver plads til skibe med en kapacitet på op mod 13.000 tyvefodscontainere (teu) - mod en tidligere Panamax-begrænsning på 4.500 teu.

Markedet for skibsfragt af tørlast har på det seneste været presset af overkapacitet og en manglende efterspørgsel, der har fået fragtraterne til at falde markant. Hvis skrotningen fortsætter, og kapaciteten dermed vokser mindre end tidligere, kan det hjælpe fragtraterne godt på vej, vurderer Bimco.

- Mens efterspørgslen på containerskibe i 2016 ikke forventes at vokse med kapaciteten, er det en udfordring at forbedre fragtraterne. Fremadrettet vil flere år med lav vækst i flåden i form af skrotning og lav kontraheringsaktivitet forbedre markederne, skriver Peter Sand i analysen.

Artiklens emner
BIMCO