Velux-topchef overvejer magtskifte – headhuntere forventer intern efterfølger
Efter 15 år i spidsen for industrigiganten erkender adm. direktør Jørgen Tang-Jensen, at hans dage er talte. To interne kandidater er favoritter til at tage over.
Et længe ventet magtskifte er undervejs i den store danske industrivirksomhed Velux.
Topchefen siden 2001, Jørgen Tang-Jensen, er således i dialog med både bestyrelsen og ejerfamilien om, hvornår han skal trække stikket og overlade styringen til yngre kræfter. Det fortæller han i et eksklusivt interview med Finans i anledning af, at han til august fylder 60 år.
»Jeg har og har haft en meget, meget fin dialog med dem, der nu bestemmer det, om, at jeg selvfølgelig ikke har så mange år tilbage, som jeg har haft,« siger Jørgen Tang-Jensen.
Velux, der er kendt for firmaets ovenlysvinduer, er en del af fonds- og familieejede VKR Holding, der sidste år omsatte for 17,7 mia. kr.
Internt i Velux, der har knap 10.000 medarbejdere på verdensplan, er der to favoritter til at overtage topposten, hvis valget som ventet hos bl.a. headhuntere falder på en afløser fra firmaet.
Ifølge Finans’ oplysninger gælder det salgsdirektør David Briggs og finansdirektør Peter Bang, som også er de to yngste i ledelseslaget lige under Jørgen Tang-Jensen.
Jeg har en ambition om at gå på et tidspunkt, hvor de fleste vil sige: Du kunne da godt have taget nogle flere runder.
Særligt David Briggs siges at have en høj stjerne hos Jørgen Tang-Jensen, som selv har bidraget til arbejdet med at finde en efterfølger. Jørgen Tang-Jensen angiver ikke et præcist tidspunkt for, hvornår et skifte skal ske, men siger:
»Jeg har en ambition om at gå på et tidspunkt, hvor de fleste vil sige: Du kunne da godt have taget nogle flere runder. I stedet for at gå på et tidspunkt, hvor folk vender sig bort og kigger i gulvet og siger: Det var saftsuseme på tide.«
Ifølge ledelsesforsker Flemming Poulfelt fra CBS er der tale om en naturlig udvikling.
»Der er typisk en løbende diskussion mellem en ledelse og en bestyrelse, der eskalerer, når man nærmer sig den alder, har været CEO i en årrække og har opnået nogle gode resultater. Det er naturligt at stoppe op og beslutte, om man har aftjent sin værnepligt som CEO,« siger han.
Velux-formand Søren Bjerre Nielsen siger:
»Som årene går, ved vi alle sammen, at tidspunktet er nærmere, end det har været. Jeg har gode, konstruktive og fortrolige samtaler med Jørgen, hvor vi kommer langt omkring i verden.«
Formanden vil ikke tale om kronprinser, men forelagt navnene David Briggs og Peter Bang siger han:
»Jeg kan bekræfte, at det er dygtige mennesker i Velux-koncernen.«
Hverken David Briggs eller Peter Bang har ønsket at medvirke i denne artikel.