Fortsæt til indhold

Global opvarmning kan gøre Danmark til nyt ferieparadis

Men traditionelle feriedestinationer som Spanien, Portugal og Grækenland bliver påvirket negativt, viser studie.

Erhverv
/Fagbladet 3F/

Indlandsisen smelter, havniveauet stiger, og der kommer stadig flere voldsomme skybrud og oversvømmelser. Den globale opvarmning har store konsekvenser. Men der er også en positiv ting at spore ved stigende temperaturer.

I et internationalt forskningsprojekt, som DMI er partner i, har en gruppe græske forskere studeret, hvor behageligt klimaet vil være om sommeren i en lang række europæiske lande.

Resultatet af den undersøgelse viser, at Danmark bliver det nye feriemekka. Kun Andorra og Liechtenstein kommer til at opleve endnu større positive ændringer, skriver Fagbladet 3F.

Forskerne har sat niveauet, efter den globale middeltemperatur er steget med to grader i forhold til niveauet i slutningen af 1800-tallet, før CO2-udledningerne for alvor tog fat.

- Danmark kommer ind på en europæisk tredjeplads over de lande, som får den største positive ændring i forhold til turisme-klima-indekset for sommermånederne juni, juli og august, siger ph.d. og klimaforsker ved DMI Cathrine Fox Maule til dmi.dk.

John Frederiksen, der er næstformand i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, hilser den udvikling velkommen, for så stiger beskæftigelsen.

- I en ellers ikke særlig opmuntrende udvikling, er det da positivt, at Danmark bliver et attraktivt ferieland. For det betyder jo, at beskæftigelsen indenfor turisterhvervene stiger. Vores medlemmer vil især få nemmere ved at finde jobs indenfor hotel- og restaurationsbranchen, siger John Frederiksen til Fagbladet 3F.

Traditionelle feriedestinationer som Spanien, Portugal og Grækenland kommer til at opleve negative ændringer. Stigende temperaturer på disse destinationer betyder nemlig, at det ofte bliver for varmt i sommermånederne til, at de fleste finder det behageligt.

Artiklens emner
3F
DMI