Investorer kan have skudt penge i Hellerup Finans i blinde
Hvis ledelsen i Hellerup Finans Holding har vidst, at investorer skød penge i selskabet på et forkert grundlag, kan den ifølge to eksperter blive gjort erstatningsansvarlig. Direktør Torben Jensen afviser, at det er tilfældet.
Ledelsen i Hellerup Finans’ holdingselskab med direktør Torben Jensen i spidsen risikerer at blive gjort erstatningsansvarlig, hvis investorer har skudt penge i selskabet på et forkert grundlag.
Det fastslår to eksperter, efter at det er kommet frem, at der er problemer med Hellerup Finans’ regnskaber.
Virksomheden har i længere tid været i et regulært stormvejr, fordi ejerne ønsker en børsnotering, selv om kritikerne beskylder Hellerup Finans for at benytte aggressive salgsmetoder og afgive optimistiske løfter.
Senest måtte Hellerup Finans i juli trække årsregnskabet tilbage, fordi der var »fundamentale fejl« i det. I stedet blev en korrigeret version sendt på gaden, hvor overskuddet var vendt til et underskud, hele egenkapitalen var tabt, og ledelsen tog forbehold for virksomhedens fortsatte drift.
Hellerup Finans Holding ejer investeringsselskabet Hellerup Finans, og holdingselskabet er i gang med at korrigere sit seneste regnskab som følge af fejlene i datterselskabet. Regnskabet dækker perioden frem til den 30. juni 2015. Efter den dato har investorer skudt 38,5 mio. kr. ind i holdingselskabet i form af nye penge. Det viser indberetninger til Erhvervsstyrelsens virksomhedsregister. Spørgsmålet er, om investorerne har kendt til selskabets sande økonomiske sundhedstilstand.
»Hvis investorerne har tegnet aktier på et forkert grundlag, kan der gøres et erstatningskrav gældende mod selskabet og mod ledelsen, hvis den vidste eller burde have vidst, at der var et problem med aktiverne i datterselskabet på daværende tidspunkt,« siger Søren Friis Hansen, professor på CBS.
Ifølge professor Paul Krüger Andersen fra Aarhus Universitet er det afgørende, hvad investorerne har fået at vide om selskabets økonomiske tilstand, da de skød penge ind.
»Har de skudt penge ind på baggrund af urigtige, forkerte eller misvisende oplysninger, kan der blive tale om et erstatningsansvar for ledelsen i holdingselskabet. Det centrale er, om investorerne har fået det sande billede oplyst,« siger han.
Finans har bedt Hellerup Finans Holdings direktør, Torben Jensen, svare på, hvad aktionærerne med de nye penge er blevet stillet i udsigt om resultatet i regnskabet for perioden umiddelbart før deres milliontilførsler. Men det har han ikke ønsket at svare på. I en e-mail skriver han dog, at investorerne har tegnet aktier på et fuldt oplyst grundlag.


