Svensker giver danske Youtube-stjerner baghjul - har tjent 43 millioner i 2015
Youtube-videoer har gjort 26-årige Felix Kjellberg mangemillionær. Alene i 2015 har han tjent adskillige millioner af kroner, viser nye regnskabstal.
Det kan betale sig at spille computerspil og tale undervejs, imens man filmer hele seancen til Youtube. I hvert fald, hvis man hedder Felix Kjellberg, som i Youtube-universet er kendt som Pewdiepie.
Den 26-årige svensker tjente 43 mio. kr. efter skat i 2015, viser regnskabet for hans virksomhed Pewdie Productions. Det skriver det svenske medie Breakit.
Ikke alene slår han de danske Youtube-stjerner, når det kommer til at gøre Youtube-videoer til en pengemaskine. Felix Kjellberg ligger nummer 1 på Forbes' liste over Youtube-stjerner, der tjener bedst. Han er desuden af Time blevet udnævnt som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
Omsætningen hos Pewdie Production landede på knap 59 mio. kr. i 2015 mod 50 mio. kr. året før, mens det primære driftsresultat endte på hele 55 mio. kr. i 2015.
I 2010 begyndte Felix Kjellberg at lægge videoer ud på sin Youtube-kanal, som sidenhen er blevet en kæmpe succes. I dag abonnerer hele 46,7 mio. Youtube-brugere på hans videoer. De er bl.a. med til at generere mange annonceindtægter på Youtube, som videodelingstjenesten dog snupper en stor bid af.
Selv er Pewdiepie ikke glad for al medieomtalen af, hvor mange penge han tjener. I et interview til Icon Magazine har han tidligere sagt:
»Jeg er bare utrolig træt af at tale om, hvor meget jeg tjener. I de få interviews, jeg har givet, handler overskriften altid om min løncheck, uanset hvor længe vi har talt.«
I samme interview afslørede han, at hans egen personlige smag i computerspil afviger meget fra de spil, han spiller i Youtube-videoerne. Fantastiske computerspil er typisk lig med kedelige videoer, fortalte han:
»De spil, som er bedst egnet til Yotube, er de virkelig dårlige spil - hvis man er sød, kan man kalde dem for uslebne diamanter.«
I en af de seneste videoer, som Pewdiepie har lagt op, går han på jagt efter Pokemons: